Bliv gratis medlem
|
Er der ikke nogle amino'er til at kommentere? :-) |
Jeg har prøvet det i praksis, men det var et noget andet beløb og et andet produkt.
Jeg havde en overordnet position i en forening, og den øverste leder, altså lige over mig, havde mundtligt accepteret over for en sælger at få en kæmpestor kopimaskine på prøve. Det var med andre ord ikke blot en kopimaskine, men næsten et trykkeri. Fint nok, for det ville vi da gerne kigge på.
Da den blev leveret, blev en bogholder/kontorchef bedt om at kvittere. Det er også fint nok, bortset fra hun ikke læste, hvad der stod. Det viste sig, at hun havde accepteret et køb, og ikke en prøveperiode.
Det fik os op i det røde felt, så vi bad dem hente maskinen - vi syntes, at der ikke længere var mere at prøve efter dette trick. Leverandøren accpeterede ikke vor afvisning, så vi bad dem om at sende regningen til bogholderen (det var retorik, for naturligvis ville vi ikke lade hende hænge på en dum fejl).
Til sidst accepterede de og hentede maskinen - det er 15 år siden, så måske husker jeg nogle detaljer forkert.
Som lægmand inden for jura vil jeg hævde, at der må være en rimelighedsgrænse i, hvad en mellemleder eller sekretær kan beslutte. Hun kan bestille kuglepenne, men ikke en lastvogn fuld af kuglepenne. Hun kan med andre ord blot bestille, hvad der ligger inden for den normale "drift," og det ved en sælger også.
Dertil kommer, igen som lægmand, at der ofte er en gråzone, hvor man for at gennemføre et salg, uden for meget besvær for kunden, accepterer at passere grænsen for rimelighed, men det må så være på sælgers ansvar.
I en anden sag og i et andet firma, hvor jeg var øverste leder (lille firma), var jeg til samtale med en sælger fra et trykkeri, hvor jeg bad om et tilbud. Jeg fik intet tilbud, men en regning, og da jeg nægtede at betale, så fik jeg en regning på opsætning af "trykkepladen". Derpå skrev jeg til sælgerens chef, og så var den sag ude af verden, hvorpå jeg fik det trykt et andet sted.
Hilsen, Robert
Opret bruger