Hej,
Åhhhh, den slags herlige, fjollede idéer fra folk, tænder i dén grad mine iværksætter-gener! :-D
Nu skal du høre:
De danske strande er for laaaangt de flestes vedkommende ejet af staten og forvaltes af skov- og naturstyrelsen. Hvis det er populære strande hvor der i forvejen ligger en eller anden form for kiosk i nærheden (måske på en nærliggende campingplads eller ved en sti ned til stranden) er det som oftest denne handlende som har rettighederne til salg på stranden - også selvom de ikke udnyttes til f.eks. en bod på selve stranden. Men det er som sagt skov- og naturstyrelsen, ikke kommunen, du skal henvende dig til.
Hvis du skal sælge fødevarer, så skal du have et fødevarecertifikat. Det mindste kan du tage på nettet (men du skal møde op til en skriftlig prøve). Det er din din lokale fødevareregion du skal kontakte for at høre om de praktiske detaljer. Jeg ved ikke med sikkerhed hvor meget det lille certifikat omfatter, men det er f.eks. nok til at betjene bake-off afdelinger i supermarkeder. Men jeg er i tvivl om du f.eks. må fremstille en sandwich med den type certifikat.
Det bliver rigtigt omfattende hvis jeg skal ind på yderligere regler omkring fødevarer, for der er RIGTIG mange. Kontakt din lokale fødevareregion og vær forberedt på, at de er totalt afvisende overfor den idé du henvender dig med, så kunsten er at finde ud af hvad der kan lade sig gøre - ikke hvad der IKKE kan lade sig gøre.
Så er der musik. Det kan jeg simpelthen ikke forestille mig at skov- og naturstyrelsen vil give tilladelse til, og du skal desuden betale CODA-afgift hvis du afspiller musik offentligt - også radio.
Og jeg kunne blive ved.... For at sige det på en anden måde, så er din idé god, men du skal nok ikke regne med at kunne føre den ud i livet hvis du vil overholde loven.
MEN...... Det er muligt, at der er et smuthul (stadig). Skov- og Naturstyrelsen råder jo over STRANDEN, men ikke havet. Og du befinder dig altså teknisk set i havet lige så snart du har våde fødder. Så hvis du nu havde din bod på en båd du trak gennem vandet mens du gik langs stranden, og du afsluttede alle transaktioner stående i vandet, så ville en eventuelt forpagter af retten til salg på stranden faktisk ikke kunne komme efter dig.
Jeg skriver, at det er muligt at der stadig er sådan et smuthul fordi jeg ved, at det eksisterede for 20-25 år siden. Der var ved nogle nordsjællandske strande såkaldte Frugtbåde - altså flydende frugthandlere, som solgte druer, halve vandmeloner, ærter og den slags ting som passer til sol, sommer og strand. De benyttede sig af dette lille smuthul og du har ovenikøbet den fordel, at du ikke behøver hverken certifikater eller skal overholde en masse lovkrav når du sælger frugt og grønt. Du skal blot sørge for, at der står oprindelsesland på varen, så er du kørende!
Det blev et frygteligt langt svar, men jeg tænkte med jeg skrev. Håber du kunne bruge det, og hvis du ender med at åbne en frugtbåd, så er min pris for idéen at jeg vil have et billede af det sendt pr. mail! :-)
Mvh
David Lorentzen
www.golocalnow.dk