Vil vi mon have Saddam og Gaddafi tilbage?

Jeg er med Renzi. Som af mange bliver udstillet som en små-ironisk tegneseriefigur, nervøst stammende på engelsk fordi han som langt størstedelen af det italienske folk, ikke har fået den engelskundervisning i folkeskolen, vi i et land som Danmark tager for givet. Og derfor ganske enkelt ikke taler engelsk. Om end yderst broget. Renzi, den 'selvvalgte' (udpeget af præsidenten) premierminister der i sin tid som borgmester i Firenze lovede, at han aldrig ville gå på som statsminister med mindre han var blevet folkevalgt. Han gjorde det alligevel. Jeg har selv været med til at grine af ham. Selvom mange har fortalt mig, at hans ideologi er 'god nok' - dvs. set ud fra et demokratisk synspunkt. Men når jeg tænker nærmere over det, var det nok alligevel ikke så pænt at mobbe. Selvom han ikke ved det. Og nok ikke tager sig af det. Hvorom alting er han i hvert fald et bedre bud end mange andre italienske politikere.

Vælger man at læse det åbne brev som Renzi i går skrev til La Reppublica (landsdækkende italiensk avis) - hvilket budskab udlandskorrespondent Eva Ravnbøl har oversat til dansk - vil man måske tænke, at det bare er endnu engang politikerlir. Men nej, der tager man fejl. Det er det ikke! Det er et konkret og korrekt opråb. Et opråb der kort og ydmygt forklarer hvordan den italienske stat via den italienske kystvagt, den italienske flåde og frivillige - herunder også indforstået organisationer som læger uden grænser, røde kors, o.l., måned efter måned har samlet tusindvis af flygtninge op fra havet. Levende og døde. Man spørger sig selv, hvordan det kan være at samtlige øvrige EU-lande har forholdt sig passive. Det er i hvert fald ikke fordi, de ikke har fået det at vide. Man spørger sig selv, hvorfor de ikke har hjulpet til. Ikke har tilbudt hjælp. Og først nu, hvor flygtningestrømmen går op igennem 'vores eget' øvrige Europa, tager stiling. Og den stilling der bliver taget kan man jo så uundgåeligt også spørge sig selv om: Hvordan har man det egentlig med det?

Og hvad så? Imens vi går og piller os selv lidt i navlen og tænker, er krigen på vej. Hertil. Gad vide hvornår vi bliver de næste flygtninge? Bør jeg sige 'om'?

Det skønnes at der på verdensplan er omkring 1,5 milliard muslimer. Det er klart - lad os slå det fast med syvtommerssøm og håbe at det er nok til at de mest ignorante også forstår det; islam er ikke terror. Selvfølgelig er det ikke det. Jeg er selv katolik selvom jeg mest tror på at Gud er Universet og ikke udtryk for en enkelt trosretning. Og selvfølgelig er katolicismen heller ikke terror. Til trods for at jeg desværre har 'trosfæller' der har myrdet, hånet og voldtaget i min medfødte religions navn. På præcis samme måde som vi til stadighed ser det ske i islams navn. Det vil sige islamister og katolikker er altså ikke per definition terrorister. Repræsentanter - eller tosser (det måske alligevel lige mildt nok formuleret; sick bastards) af religionerne terroriserer, eller har terroriseret, i religionens navn. I forskelligt omfang og perioder. Hvilket følgeligt må få os der står udenfor til at konkludere, at der i bund og grund er tale om individer der sandsynligvis ikke engang kender deres egen religion. I hvert fald når vi taler om katolicismen. Lad os holde os til emnet og blot stresse, at kendte de den ville de vide, at der eksempelvis i biblen står at man skal elske sin næste og ikke må slå ihjel. Og så står der også en masse andet, som man kan synes om eller lade vær. Jeg har ikke læst koranen. Endnu. Og jeg får forskelligt at vide når jeg spørger ind til, om der noget sted står at man må myrde. Som udgangspunkt er svaret nej. Det må man ikke. Måske du er uenig med mig? Hvis ja, hører jeg gerne fra dig, og om hvorfor. Til gengæld kan vi sikkert blive enige om at det billede der tegner sig, synes at vise at delen af islamister der er en del af terrorgrupper som Islamisk Stat, er ude af kontrol. Men er den så også det? Hvor mange isis-krigere er der egentlig? Igen et spørgsmål det er svært at få et præcist svar på. CNN skrev i 2014 at der var et sted mellem ca 20-31.000. I maj skrev nyhedsmediet at ISIS nu har trænet en hel generation mere.

Personligt er jeg optimist af natur. Den modsatte side af mig, tror ikke på at få global fred at se i min levetid. Måske i mine børns eller børnebørns. Men jeg ved at det optimistisk tænkning. Hvis vi gør os umage. Hvis vi ønsker og vil det bedste. Kan det måske ske. Og hvordan så? Skal vi gøre os nogen som helst forhåbninger om at løse vores kulturelle krig - fordi der er ikke flere, der er én - må vi nogle tusinder år tilbage og starte her. Her skal roden til det onde vi har i dag findes. Her skal den forståes, accpeteres, læges gennem bekæmpelse eller heling. Engang var der paradoksalt nok langt mindre oplysning og langt mere tolerance. Det fortæller historien. Måske er vi for oplyste? Eller er vi blevet dummere med intelligensen?
Det er et stort problem når arabiske børn af deres islamiske mødre og familier bliver indoktrineret til at hade jøder. Det er et stort problem at utallige islamiske kvinder bliver æresdræbt. Det er et stort problem at køer i Indien er mere værd end mennesker. Ignorance er et stort problem. Det er et dødeligt problem. Hertil kommer vigtigheden af at forstå, hvad der er gået forud for disse 'kulturer'. 

Men hvad der i dag vitterlig er et endnu større problem er, som Renzi så præcist beskriver det:

"Det er ikke nok at jage en diktator væk eller bombe en fjende, hvis man ikke også tager udfordringen op med at sørge for undervisning, kulturændring og økonomisk stabilitet. Dvs. den politiske udfordring."

"Det er nødvendigt med en mere visionær udenrigspolitik. Lad mig sige det, som det er: Det internationale samfund og EU har undervurderet betydningen af deres forskellige indsatser i Libyen og Syrien. Og overvurderet deres evne til at skabe en fremtid i de områder."

Det vil sige, hvad nytter det at 'vi' med de tungeste skyts får fjernet diktatorer og terrorister som Saddam, Gaddaffi og Osama, når vi ikke også formår at få ryddet ordentligt op bagefter? Det er jo i store dele ligesom konventionel bekæmpelse af kræft. Man bliver ved med at bruge kemo i stedet for laser. Man fjerner det omkringliggende men - afhængig af materialet - bekæmper eller heler ikke kernen når man kan komme til det. Er det mon et økonomisk spørgsmål?

Og når jeg siger 'vi' skammer jeg mig. Hvem fik egentlig fjernet Saddam, Osama og Gaddaffi? Os eller USA. Og hvem er 'vi'? Med regeringens nuværende flygtninge-'politik' er det meget svært at få øje på 'vi'.
Og var det i reglen bedre da Saddam og Gaddaffi styrede slagene? Det er i hvert fald en tanke jeg har haft. Men nå nej, de udviklede jo vist atomvåben. Det er i hvert fald hvad det gennem medierne er blevet fortalt.

Lad os prøve at gå tilbage i tiden og se om vi ikke kan finde en bedre løsning. Sammen.