Jeg ved ikke om Amino selv kan sige noget om den samlede aktivitet, om den faktisk er ved at gå død. Det er synd, for der er langt bedre kvalificerede svar og længere svar her på Amino, end på facebook generelt
Det må også være et spørgsmål om udviklingen. Der er mange internetfora, der er bukket under for sociale medier. Folk er ofte travle og stressede, så de vil have svar her og nu, og der er dine muligheder ganske enkelt bedre på Facebook. Et eksempel kan være de der "Jeg skal bruge 100 t-shirts senest i morgen"-indlæg, som du aldrig ville få succes med på Amino.
Jeg ser faktisk flere problemstillinger for Amino.
Hvad kan Amino tilbyde, som Facebook ikke kan?
Aktiviteten er langt højere på Facebook og du har samme muligheder for at stille spørgsmål som på Aminos forum. Nu siger du godt nok at "Det er synd, for der er langt bedre kvalificerede svar og længere svar her på Amino", men det tvivler jeg på, du kan finde belæg for. Nu skal vi heller ikke undervurdere FB-grupperne. I øvrigt er folk allerede på Facebook, fordi det tilbyder så meget andet. Derfor skal der en ekstra indsats til, hvis man skal lokke brugerne hen på Amino.
Indhold/undersider på Amino
Hvis vi tager et hurtigt kig på Amino's hovedmenu, så har de enkelte punkter ganske enkelt hård konkurrence, og de fleste, hvis ikke alle, står bare i skyggen for bedre alternativer. Blogs-siden består af en række blogs med vidt forskellige emner, så det er næsten umuligt, at alle er relevante for den enkelte. Kvaliteten af de enkelte blogs er OK, men når der bliver offentliggjort én blog om ugen, og kun 1/3 er relevant for mig, så er det sjældent, jeg bruger tid på denne.
Næste er Virksomhedsbørsen, som linker til en helt andet side - så spørgsmålet er, om den overhovedet fortjener plads i hovedmenuen? Vi har Regnskab, som indholder funktioner, jeg til enhver tid ville finde andre steder. Hvorfor skulle jeg finde valutakurser på Amino??? Events må vi vel også bare erkende er flyttet over til Facebook. Og så er der en række andre menupunkter, som jeg i 7+ år har været inde på en enkelt gang eller to.
Det, jeg prøver at sige, er, at jeg har svært ved at tyde kernen af Amino. Jeg kan ikke se, hvad målet er udover at være et iværksætterforum.
Og når vi nu er ved snakken, så føles det begrænset, hvad der bliver gjort for at skaffe besøgende og aktivitet i det hele taget. Det er ikke alle blogs, der bliver delt på Amino's Facebookside, der bliver ikke delt interessante debatter fra Amino's forum (hvis der da er nogen), der bliver ikke delt interessante iværksætternyheder og der bliver ikke delt selvproduceret indhold. Det virker som om, at alt aktivitet skal skabes af brugerne selv, og hvis det er tilfældet, så er det dømt til at fejle.
Personligt logger jeg på Amino regelmæssigt, men det er måske i virkeligheden fordi, at jeg har svært ved at glemme de gyldne dage, hvor der næsten dagligt blev skabt massevis af interessante debatter. Lige nu går der desværre langt tid imellem.