Hvordan kom private til at eje grunde?

I Danmarks historie går ejendomsretten over land tilbage til vikingetiden og den tidlige middelalder, hvor begreber som "almenning" (fælles jord) og privat ejendomsret begyndte at tage form. Det var dog først i middelalderen, at ejendomsretten til land blev mere formelt reguleret.

I middelalderen blev det mere almindeligt, at jorden blev opdelt i herregårde, landsbyer og kirker, og det var her, en mere formel ejendomsret for private begyndte at udvikle sig. Adelen og kirken ejede store dele af landet, men bønder begyndte også at få ejendomsretten til deres jord, selvom denne ret ofte var begrænset af fæstesystemet, hvor bønderne var bundet til jorden og dens herre.

Efterhånden som fæstesystemet blev opløst i løbet af 1700-tallet, blev det mere almindeligt for private at eje jord. Reformen af landboreformerne i slutningen af 1700-tallet, især stavnsbåndets ophævelse i 1788 og de efterfølgende landboreformer, gjorde det muligt for bønderne at købe deres gårde fri og dermed eje deres land. Dette var en vigtig milepæl for privat ejendomsret i Danmark.

I moderne tid er ejendomsretten til land, herunder det som mange kender som husgrunde, reguleret af lovgivning, og ejendomsretten er beskyttet under dansk lov. Opdelingen af land i private ejendomme, som vi kender det i dag, blev mere formaliseret og udbredt i løbet af industrialiseringen og urbaniseringen i 1800-tallet og 1900-tallet.