Jeg har efterhånden set en del talentfulde iværksættertekstforfattere her på Amino, og jeg kunne vældig godt bruge noget hjælp til den slags opgaver. Jeg overvejer at søge en fuldtidsansat, men jeg kunne måske nøjes med en på deltid, som arbejder hjemmefra, hvis ellers kemien passer. Opgaverne: Din primære opgave bliver at skrive omtaler af tilbud, som jeg bruger i diverse nyhedsbreve. Der følger typisk et tekstforslag med fra annoncøren, men dem kan jeg ikke bruge, de er upersonlige og lyder lagt væk af reklame. Din opgave er at omskrive tilbudet, så det bliver mere personligt - det skal mere lyde som et godt tilbud, som du eller jeg har fundet til læseren. En omtale består typisk af en fængende overskrift og fire sætninger. Første sætning plejer at handle direkte om fordelen for læseren, og den sidste sætning opfordrer til at klikke på linket, der fører til annoncørens landingpage. Jeg har gemt næsten alle de nyhedsbreve og omtaler, jeg har skrevet gennem tiden, dem kan du få at se og tage bestik af, hvis du synes ovenstående lyder som et håndværk, du kan bestride. Skrivestilen og tilbudene minder ofte lidt om den slags, du kan finde i postordrekataloger. Sekundært kunne du også få opgaver med at skrive omtaler af ikke-kommercielle tilbud og websites, som jeg bruger til at fylde i nyhedsbrevene, så det ikke bare er ren reklame læseren får i hovedet. Emneområdet er typisk forbrugerstof. OK, men hvad vil du gi'' for det? Jeg har brug for, at du kan skrive mellem 20-30 omtaler om måneden, og jeg forestiller mig at betale dig et beløb på 5.000-7.000 kr. fast om måneden. Jeg bruger selv mellem 30-45 minutter på at skrive en god omtale, men det kan sagtens være, at du er hurtigere til det end jeg. Det har størst værdi for mig, hvis du kan bruge lidt tid på opgaven hver dag (kun hverdage), så jeg kan bruge dine omtaler senest den efterfølgende morgen. Du har selvfølgelig din fulde frihed til at drive tekstforfattervirksomhed eller andet ved siden af, dog må du ikke tilbyde tilsvarende tekster til nyhedsbreve af samme type som mine. Min største betænkelighed ved at hyre en udefra til denne opgave er, at jeg er bange for, at du kvitter jobbet med kort varsel, så det skal vi have fundet en kontraktlig løsning på. Jeg forestiller mig f.eks. en måneds prøvetid, og derefter ser jeg gerne, at du binder dig for et halvt år af gangen (hvis du er interesseret i fuldtidsarbejde, skal arbejdet foregå på mit kontor i Esbjerg). Jeg lægger vægt på, at du staver fejlfrit, har fuldstændig styr på tegnsætning, og at du kan udtrykke dig levende. Du må gerne have et personligt udtryk, så læseren føler, at det er et menneske og ikke en robot, som skriver til dem. Så har du brug for lidt fast indtægt til at supplere din teksforfatterforretning, eller synes du bare at ovenstående lige lyder som en opgave for dig, så send mig en PM med dine kontaktoplysninger eller en mail til tekstforfatterjob@gmail.com, så kontakter jeg dig med mere information. PS. Jeg betaler altid til tiden! |
hov glemte at skrive, at jeg er kommunnikationsuddannet, og ikke har noget tekstforfatterbureau ved siden af. Jeg staver som en mis, er blevet testet med den sværeste test for to dage siden etc etc.
mvh
Line