Mange parforhold har det svært i denne tid.
Efter jul og nytår hvor kravene til familierne har været enorme i form af hygge, fællesskab, samværd og nærhed, står mange par tilbage med en følelse af tomhed.
Skilsmisseprocenten topper i januar og februar.
Småbørnsfamilierne er især hårdt ramt. Der er drøn på i dagligdagen med to udearbejdende, og børn der skal i daginstitutioner. Der skal handles ind, der skal laves mad, der skal puttes og der skal gøres rent og meget mere. Tolerencetærsklen er lav hos de voksne. Det smitter af på børnene. De bliver pylrede og endnu mere krævende.
Det er svært at bibeholde gnisten i en travl hverdag, hvor samtalerne primært handler om, hvem gør hvad.
På et tidspunkt bliver det for meget. Man begynder at forestille sig et liv alene. Hvor man kan gøre tingene i sit eget tempo. Hvor man selv bestemmer. Hvor man ikke hele tiden skal stå til regnskab. Hvor man ikke hele tiden bliver forstyrret af en andens behov og krav.
Men er det løsningen? Hvad mister man, hvis man går? Hvis man smider håndklædet i ringen og giver op?
Man mister sin familie. Man mister fællesskabet omkring børnene. At dele deres fremskridt med den anden forældre. Samhørigheden. Man mister nærheden, det kendte og trygge.
Hvad gør man så?
Mit forslag er, at man går i parterapi. Måske ender det alligevel med en skilsmisse, men terapien kan hjælpe til, at det bliver en værdig og "god" skilsmisse. Under alle omstændigheder lærer man noget om sig selv og sine egne reaktioner og handlemønstre. En lære man kan få brug for, den dag man indgår i et nyt parforhold.
Eller man redder sit parforhold. Bliver bedre til at sige klart til og fra. Biver bevidst om, at det ofte er ens egne mønstre der er årsag til de dårlige følelser. Lærer at skifte fokus og meget mere.
Så mit budskab er: uanset om du er på vej ud eller ind i dit parforhold, så gør det værdigt og med respekt for din partner, og for det der var engang.