Hvornår startede du din første virksomhed og hvad lavede den?
1.4.1999. IT-service især for blinde, men også andre. For de blindes vedkommende gjorde jeg alt det man ikke kunne få det offentlige til at hjælpe med. De computere man fik var f.eks. leveret uden cd-brænder, og når man bruger skærmlæser, er det ikke al software der fungerer lige godt. Det havde jeg så forstand på. Derudover konsulentvirksomhed for Dansk center for tilgængelighed og Statens information, hvor jeg checkede om websites fungerede med skærmlæser og rådgav om hvad der skulle til.
Hvad er den mærkeligste ting du har på dit kontor?
Et ur, som hænger på væggen som ikke går, fordi jeg som blind aldrig ved hvornår der ikke er mere batteri på.
Hvem ville du ønske du var venner med på Facebook?
Det ved jeg ikke lige.
Hvis du ikke skulle bekymre dig om penge, hvad lavede du så nu?
Det som jeg gør, men gratis.
Hvad ville du ønske du havde vidst da du startede din virksomhed?
Jeg ville gerne have været bedre til at netværke og få gode kontakter på alle mulige områder, i stedet for at gøre alting selv, bare for at bevise jeg kan.
Hvis du var diktator, hvad ville du ændre?
Det har jeg aldrig tænkt over.
Hvad er din Passion/Hobby?
Min forlovede siger at det er at få banket firmaet op. Jeg selv ville sige it og gramofonplader, og det at redde lyd fra gamle medier og få det digitaliseret, så det lyder ordentligt uden at blive så digitalt at man ikke kan høre at det er gammelt.
Hvad er dit yndlingsmotto?
Det skal nok gå, vi finder på noget.
Hvad er dit bedste forretningsråd til en ny iværksætter?
Sørg for at skabe et godt netværk, gør det du er god til, og få andre som er gode til det du ikke kan til at sørge for det.
Hvad er det dummeste du har gjort?
At lukke firmaet i 2007 til fordel for en sikker stilling i det offentlige.
Hvad er din yndlingsfilm?
Kongekabalen
Hvordan slapper du bedst af?
Med at spille keyboard, høre musik eller læse en bog / manual
Hvad er det bedste du har gjort for din virksomhed det seneste år?
At starte den op igen.