Har du et klart billede af, hvem der er dine konkurrenter på Google?
Der er sikkert 3-5 virksomheder, som du holder øje med, men det er kun toppen af isbjerget.
Faktum er:
At du kan have hundredevis af konkurrenter.
I dette indlæg viser jeg, hvordan du med hjælp af big data kan få det fulde billede af, hvem der er dine konkurrenter på Google.
Du vil helt sikkert blive overrasket over nogle af jeres rivaler. Sites som til daglig er under radaren, men som faktisk stjæler værdifuld trafik fra jer.
Da jeg havde min egen webshop fulgte jeg kun 2-3 af de nærmeste konkurrenter, men set i bakspejlet var det en klar fejl. Det svarer til at vende kikkerten den forkerte vej og kun se et flig af ens konkurrencesituation.
I dette indlæg viser jeg, hvordan man skal vende kikkerten den rigtige vej, så du får det store overblik over, hvem du er oppe imod på dit marked.
Hvorfor er det vigtigt at vide, hvem ens konkurrenter i Google er?
Uanset om du sælger jeans til mænd, damesko, bilforsikringer eller vindmøller, så vil dine kunder bruge Google undervejs mod at finde en løsning på deres udfordring.
Derfor er det vigtigt at forstå dine potentielle kunders virkelighed, når de søger på Google.
Du skal se, hvad de ser, og når du har den forståelse, så kan du manøvrere dit brand ind i deres synsfelt.
Lad os tage et eksempel:
Du sælger et cool mærke solbriller. De direkte konkurrenter er X, Y og Z, som du har godt styr på. Men du har overset dba.dk, fordi der kun bliver solgt brugte solbriller på sitet. Men de kan sagtens være din største konkurrent, hvis dine kunder også overvejer et lettere brugt par til en brøkdel af prisen.
Når du ved, hvem der er dine rigtige konkurrenter på Google, så kan du også lære af dem, og emulere hvad de gør rigtigt. Det kan være alt fra websitets menustruktur, indhold, linkbulding eller produktet i sig selv, som du kan lære af.
Sådan laver du en Google konkurrentanalyse
I de første år som SEO konsulent lavede jeg søgeordsanalyser, hvor vi sammenlignede kunden med 5-7 af deres konkurrenter. Det er et meget begrænset udsnit i fht. at forstå hele markedet.
Derfor har jeg radikalt ændret dette i IMPACT Extend, så vi nu ser på flere hundrede konkurrenter i diverse kategorier.
Lad mig vise dig, hvordan vi gør:
1. Jeg laver en liste på 500-1.000 non brandede søgeord, som er vigtige for min kunde og opretter dem i AWR, som er et af vores foretrukne rank tracker værktøj. Her kan jeg vælge at lave en rapport, som trækker top 50 i Google på hvert søgeord. Det betyder, at jeg ender ud med en monsterliste på 25-50.000 datalinjer.
Så er vi i gang.
2. Derefter henter jeg det datasæt ind i mit yndlingsværktøj Power BI. Hvis du ikke har hørt om det og stadig kæmper med Excel, så er det Excel på stereoider – og det crasher ikke. Hvis du er nysgerrig på, hvad det kan, så se dette blogindlæg om, hvordan jeg bruger det til at lave søgeordsanalyser i 2019.
3. Når det er hentet ind, så vil jeg visualisere mine data. Jeg vælger at visualisere dem i et treemap. Nedenfor har jeg hentet 500 søgeord ind og ser på top 50 i Google på alle søgeord. Hvert felt er et website, og jo større feltet er, jo flere søgeord har de med i top 50. Så her ser du alle 909 konkurrenter:
Dette er udgangspunktet for din konkurrentanalyse.
Tag analysebrillerne på
Herfra kan man filtrere på søgeord (f.eks. produkt), placering (f.eks. top 10 istedet for top 50) og søgevolumen per søgeord (f.eks. over 100 søgninger). Mulighederne er uendelige.
Når mulighederne er så mange, så skal du forstå, at data alene ikke giver dig svaret. Du skal stille de rigtige spørgsmål, og så kan dataanalysen hjælpe dig med svaret.
F.eks. giver det mig en forståelse for, hvilke konkurrenter jeg skal kigge på indenfor hver kategori og lære, hvad de gør rigtigt. Jeg lærer også, hvilke er de bedste sites at få links fra.
Denne metode har rykket os lysår i f.h.t. at tage bedre beslutninger, og eg håber, det har inspireret dig til at se på dine egne data.
Skriv nedenfor hvis du har nogen spørgsmål eller kommentarer.