Har du styr på dit pølsebrød?

Både iværksætteri og vækstvirksomheder handler om, at hver enkelt medarbejder skal findes deres eget pølsebrød. Det er udmærket, hvis hele organisationen også finder ét stort pølsebrød, men det er sjældent nok for den enkelte.

 

Danmarks førende producent af pølsebrød
Nej – vi er ikke ude i en pædagogisk spejderøvelse eller en Steff Houlberg skattejagt. Jeg fremhæver pølsebrødet, fordi jeg for nogle år siden havde den store fornøjelse af møde stifteren bag Danmarks førende producent af pølsebrød.

Den inspirerende ejerleder startede sin virksomhed for 17 år siden, og jeg må tilstå, at det kom bag på mig, at man kan være så passioneret omkring pølsebrød. Men det var/er han. Det mindede mig om, hvorfor jeg selv blev iværksætter for 18 år siden: Fordi min hjerne også elsker at brænde for ting, der sikkert for mange mennesker – set udefra – ikke giver mening.

Kigger man på pølseejeren ud fra et globalt og eksistentielt perspektiv, så giver det umiddelbart ingen mening. Det er faktisk lettere absurd. Hvordan kan et menneske stå op om morgenen og gå i seng om aftenen med pølsebrød på hjernen hele tiden? Det giver jo ingen mening, og verden lever fint videre uden både ham og hans pølsebrødsvirksomhed.

 

Hjernens magiske evne til at blive begejstret
På den anden side giver det i den grad mening, for det er præcis noget af det allerfineste ved menneskehjernen: Vores evne til at begejstres, at brænde for noget. Det er noget af det, jeg igen og igen har oplevet i iværksættermiljøet. Denne kæmpe passion for ting, der set udefra er både meningsløse og ret ligegyldige. Men det er de ikke for iværksætterne, for de tilfører dem værdi. Og det er på mange måder, hvad livet egentlig handler om: At tilføre ting og handlinger værdi og mening, så vi kan glædes ved at udføre dem. Brænde for at handle.

Eksemplet med pølsebrødene er godt, fordi der naturligvis også er både organisationer og virksomheder, hvor meningen er mere givet eller selvfølgelig. Hvis man er ansat i en hjælpeorganisation og redder sultne børn fra at dø, så er handlingerne så meningsfyldte i sig selv, at man slet ikke behøver at tilføre dem mening eller værdi.

Men for de fleste af os så sidder vi til dagligt i jobs og organisationer, hvor det ikke forholder sig sådan, og resultatet har de eneste år desværre været det, at vi dels har oplevet en stigende følelse af meningsløshed iblandt landets mange ansatte (med deraf følgende konsekvenser i forhold til både produktivitet, stress, udbrændthed m.v.) og dels set, hvad der ofte sker i organisationer, når de når en vis størrelse og ansætter folk, der ansætter folk. Det er også derfor, at jeg i dag bl.a. holder foredrag om arbejdsglæde for at inspirere til, hvordan man kan sikre trivsel og arbejdsglæde på arbejdspladsen: Arbejdsglæde Foredrag | Serie-iværksætter og leder Jonathan Løw (jonathanloew.dk)

Ét stort pølsebrød er ikke nok
Fra kloge ledere og rådgivere har ét af svarene lydt, at man skal finde frem til organisationens fortælling og kerneværdier. At vi skal brænde for noget i fællesskab. Det er så det, jeg ovenfor kaldte at finde organisationens store og samlede pølsebrød.

Men i praksis er dette desværre sjældent nok, hvis hvad vi virkelig ønsker af vores kolleger er, at de ligesom iværksætteren skal brænde så meget for det, de og vi laver, at de skal tænke på det dagen lang og konstant have lyst til at forbedre og udvikle det. Ikke fordi vi tvinger dem til det. Ikke fordi det står i et strategidokument. Ikke fordi vi giver dem bonusser for at gøre det. Ganske enkelt fordi de ikke kan lade være. Ligesom iværksætteren.

Det er imidlertid ikke igennem det store fælles pølsebrød, at vi når en sådan kultur og effekt. Når man kigger på iværksætterkulturen, så er den præget af, at hver enkelt medarbejder tilskriver en enorm mening til det, de render rundt og laver. Det er ikke nogen given mening, for det er ikke automatisk sådan, at blot fordi man bestemmer over sine egne beslutninger uden nogen chef, så giver de ting, man laver, også mening.

Nej – tilskrivningen af mening kommer fra den person, der udfører handlingerne. Ikke udefra. Det udspringer af, at man laver noget, man har valgt er grundlæggende interessant og motiverende for én. Det har man gjort selv, fordi man selv er lederen som nystartet virksomhed, men det afgørende er ikke magtforholdet, men meningsfyldtheden.

Derfor er én af de helt afgørende ledelsesopgaver i fremtiden, at man sætter sig ned med hver enkelt medarbejder og får identificeret deres pølsebrød. Du har måske tænkt, at det var nok, at du gav den enkelte frihed til at strukturere hverdagen; arbejde hjemmefra; tage på kursus osv. Men alle disse ting handler egentlig ikke om pølsebrødet. De handler om ’hvad’ og ’hvordan’. Dvs. hvordan den enkelte får mulighed for at strukturere sine processer og arbejdsgange, samt hvilke konkrete opgaver de arbejder med.

Begge disse ting har naturligvis også overordentligt stor betydning, men vi må endelig ikke overse den tredje og meget væsentlige ting. Nemlig ’hvorfor’ de overhovedet laver disse ting. Hvordan de ser på deres rolle i organisationen. Hvordan de vurderer meningsfyldtheden i deres opgaver. Om de har fundet ind til deres indre pølsebrød, og at dette spiller sammen med det ydre pølsebrød.