Hov. Du er ikke logget ind.
DU SKAL VÆRE LOGGET IND, FOR AT INTERAGERE PÅ DENNE SIDE
Hvor mange stjerner giver du?
Amino.dk Blogs Ekspertblogs Sarah Fra Vissuel 3 grunde til at du IKKE skal hyre en grafiker

3 grunde til at du IKKE skal hyre en grafiker

2.939 Visninger
Hvor mange stjerner giver du? :
10 June 2021

3 grunde til at du IKKE skal hyre en grafiker

Er det kontroversielt at en grafiker skriver det?

Det er det måske nok. Der er også masser af gode grunde til at hyre en grafiker, men det må ikke blive en default.

Du kan ikke forvente at en grafiker kan løse alle dine markedsføringsproblemer. Du kan ikke forvente at en grafiker kan løse alle dine salgsproblemer.

En grafiker laver grafik ud fra din ide. En ide som gerne skal være gennemtænkt. Men hvis du ikke har gennemtænkt din virksomhedside, så er det ikke logoet der afgør, om du sælger noget eller ej.

Og det bringer mig fluks til punkt nummer 1

1: Du har for travlt

Jeg ser alt for mange selvstændige, der kaster sig ud i logodesign som det allerførste. Typisk har de ikke rigtigt noget budget, og derfor finder de en billig grafiker. Det kan være her på siden, på Fiver, en studerende eller andet. Det vigtigste for dem er at få lavet et logo - og gerne hurtigt.

Det kan også være nogle som kaster sig ud i at lave deres logo, selv…

…med blandede resultater.

Jeg siger ikke at logoer ikke er vigtige. Jeg siger bare, at et billigt eller et dårligt logo i rigtigt mange tilfælde er et meget dårligere valg end slet ikke at have et logo.

Et logo som ikke passer til din virksomhed kan nemlig skræmme kunder væk. Kunder som kigger på din virksomhed og ud fra logoet ikke stoler på, at din virksomhed kan levere den vare eller ydelse de har brug for.

Og det ville jo være katastofalt.

Jeg har set SÅ mange logoer, der på ingen måde passer til virksomheden, produktet, personen bag virksomheden eller til målgruppen. 

Logoer som ofte er tegnet ud fra en ide i virksomhedsejerens eget hoved. Logoer som ikke er gennemtænkte eller som vil for meget på én gang og derfor sender blandede signaler eller ikke er klare i deres budskab.

Det kan reelt være katastrofalt for virksomheden, fordi alle de signaler du sender ud tæller med i det førstehåndsindtryk dine potentielle kunder får af dig. 

Derfor: Lad være med at have for travlt. Vent hellere med logoet til du har et budget.

2: Du har ikke testet din ide

De allerfleste typer af virksomheder bør teste deres ide, før de hyrer en grafiker til at designe logo eller andre større ting.

Jeg kender ikke mange selvstændige/iværksættere som efter 2 år som virksomhed laver præcist dét de satte sig for at lave den allerførste dag.

Der kan være mange forskellige ting der har ændret sig.

  • Du kan have fundet ud af at din service skulle indeholde noget andet.
  • Måske skifter din virksomhed navn.
  • Du kan have opdaget at din ideelle kunde var en helt anden type menneske end du først troede.
  • Måske sælger du helt andre produkter.
  • Du kan have udviklet dig personligt på din virksomhedsrejse, og derfor indset at du selv ønsker noget helt andet. 
  • Måske giver det virkelig godt at sælge store ordrer til virksomheder i stedet for små ordrer til privatpersoner. 

Rejsen som selvstændig er ikke så forudsigelig som mange tror, når de starter.

Du kan sagtens sætte dig for at starte en webshop - og så derefter når den kører finde ud af at det ikke lige var drømmen. Fordi der er virkelig meget logistik i at køre en webshop.

Du kan også starte op som massør eller yogainstruktør for private- og så kommer der et bump på vejen, som gør at du går andre veje som fx onlineundervisning. Eller det kan være at du får muligheden for at tilbyde den samme ydelse for en række større virksomheder.

Min pointe her er at du, når du starter ud, ikke ved, hvad der venter ude i horisonten. Og derfor kan det sagtens være, at du ender et helt andet sted end du oprindeligt havde tænkt, når du er et par år inde i din iværksætterrejse.

Det er helt ok.

Det er helt normalt.

Det er jo et eller andet sted det, der er det fede ved at være selvstændig. At det ER en rejse ud i at bygge lige netop dét, der er det fedeste job i hele verden.

Præcis derfor vil jeg gerne have dig til at vente med at investere i en grafiker til større projekter, til du har været i gang i noget tid.

Jeg vil så nødig se dig holde fast i et logo, noget grafik eller et visuelt univers, som du har investeret hele din opsparing i og at det så bliver en hæmsko for resten af din iværksætterrejse. Fordi den investering bremser dig i din udvikling.

3: Det er vigtigt, at du kan lave en del af det selv.

Det er vigtigt at du som selvstændig og/eller iværksætter kan handle hurtigt på dine ideer.
Jeg har en grundlæggende tro på, at vi som selvstændige og iværksættere skal kunne handle på vores egne ideer.

Det er vigtigt at du SELV kan stå for store dele af din markedsføring. Og det er det, fordi det er vigtigt at du kan løbe din virksomhed igang.

Der er MASSER af muligheder for at markedsføre din virksomhed. Det er “bare” at gribe dem.
Det er vigtigt at du selv kan markedsføre dig, der hvor dine kunder er til stede.

Det kan være du skal lave opslag på LinkedIn, på Instagram, på Facebook eller videoer på Youtube. Men det er VIGTIGT at du SELV ved, hvordan du gør det og hvordan du gør det, så det stadig ser professionelt ud.

Og derfor er der vigtigt at du lærer at lave grafikken til dine opslag og thumbnails selv.

Der er masser af værktøjer tilgængelig for dig, der gerne vil springe ud i at lave din egen markedsføring.

Jeg vil anbefale, at du bruger et værktøj som Canva til at designe den visuelle del af din markedsføring.
Canva er et gratis online designværktøj som er enkelt og intuitivt at bruge.
Hvis du ved med dig selv, at du kan have svært ved at lære nye programmer at kende, så vil jeg anbefale dig at finde et onlinekursus i Canva for begyndere.

Inden du kaster dig ud i at lave den visuelle del af din markedsføring, så har jeg et par tip til dig.

Når du designer: 

- Hold det simpelt.

- Vælg nogle specifikke farver ud og hold dig til dem.

- Vælg én eller to skrifttyper ud og hold dig til dem.

Jo simplere du gør det, jo nemmere er det for dig selv at lave et ensartet og professionelt udtryk.

Og ... 

Ja hvis du er nået dertil på din virksomhedsrejse, hvor det ER tid til at hyre en grafiker.
Så sørg for at hyre den grafiker som designer så det passer til din virksomhed og din målgruppe. Hvis du er soloselvstændig, så også at hun indtænker dig som person.

Og husk at få designet en grafisk linje med skabeloner, som du selv kan overtage fx i Canva. Så mister du ikke din frihed og din fleksibilitet. OG du kan stadig handle hurtigt på dine ideer og skal ikke vente på at grafikeren får tid til at rette et enkelt ord i en overskrift eller på et coverbillede. 

Det vil gøre livet lettere for dig som selvstændig (og for grafikeren i den anden ende)

Hvor mange stjerner giver du? :
Få besked når Sarah skriver Skriv dig op