Når man har retten til et job

Da jeg i sin tid læste til eksporttekniker på Odense Tekniske Skole, skulle jeg i praktik. Hele fire gange måtte jeg igennem det nervepirrende virvar af ansøgninger, ofte flytninger etc. for at få en plads.

Jeg måtte tilpasse mig, gøre mig umage, gå til samtaler, blive afvist, og alt det som i dag har styrket mig og mit cv.

Jeg kunne faktisk ikke rigtig få en plads i DK. Jeg blev afvist, men var heldig to gange. Jeg kom henholdsvis på ABB Motors i Odense og ambassaden i Olso. Men de to øvrige gange måtte jeg til udlandet. Jeg måtte pakke min kuffert, søge legater og spare sammen. Alt sammen for at gøre min uddannelse færdig. Jeg fik så og sige ”hår på brystet” 

Af og til var der nogen, der ikke fik en plads. De måtte være kreative og finde på noget andet, eller simpelthen gøre sig mere umage i skolen, i deres ansøgninger og samtaler. 

Skolen hjalp os med at blive dygtigere til at søge, netværke og bygge broer ud til erhvervslivet.

Kompetencer alle gode virksomheder sætter pris på i deres medarbejdere; at de kan sælge sig selv og virksomheden. At der er noget på spil. At det betyder noget. 

I Danmark har man besluttet at virksomheder, som har sådan én som mig ansat – én med en erhvervsuddannelse (ex fra teknisk skole), de skal fremover ansætte flere med samme baggrund.

Man har i Danmark nemlig besluttet at, baseret på ens omsætning, får man nu ansvist et antal elever og praktikanter.

Om du vil det eller ej, skal du gå ud og finde det antal du får anvist, du skal ansætte - og dette sig værende selvom du ingen vil have eller ingen har brug for.

Nægter du, får du en kontant bøde på op til 30.000 kr pr elev du nægter at ansætte.

 

Grunden til, at det med mit eget cv er interessant, skyldes at årsagen til om du skal eller ikke skal følge ordningen og tvangsansættelserne skyldes, om du i forvejen har én eller flere ansatte med en erhvervsuddannelse.  

På min LinkedIn væg, kommenterer Kristian Jensen (V) med udgangspunkt i ” solidaritetskortet": “Enten ansætter du elever, eller også er du solidarisk ved at betale det ekstra bidrag til ordningen”. Efter min mening, må det må da være nok, at vi virksomheder - små som store - betaler moms, afgifter og selskabsskatter.

Hvis politikerne ønsker at afsætte flere midler til at støtte de virksomheder, der vil/kan tage flere elever, så fint, men så find pengene via de normale skatter frem for at lave en tåbelig ordning.

For mig er det det meget udansk – nærmest kommunistisk - at træde ind i private virksomheder, og tvinge os til at ansætte medarbejdere, vi ikke skal bruge eller ikke vil have.

Kritiske røster siger, at 30.000 dkr. er småpenge. Det kan kun være funktionærer, der siger sådan. Folk der aldrig har været ude på det frie marked og skulle sende en faktura.

Det er ikke småpenge for en lille virksomhed. Min virksomhed har høj omsætning, men meget få medarbejdere.

Sådan er vidensvirksomheder eller internet- og online virksomheder ofte.

Høj omsætning og få hænder. Sådan er den ”nye økonomi” jo. 

 

Idet jeg selv har en tekniks udd/baggrund, kan jeg tvinges til at ansætte elever.

Lad os sige, jeg bliver tvunget til at ansætte 11 elever. De skal så sidde på mit kontor i København, mens jeg farer rundt i verden, og selv bor i USA. 

Hvem skal lede og uddanne dem?  Iværksætter Camilla Ley ValentinCo-founder & CCO at Queue-it siger eksempelvis på min Linkedin ”  Hej Kristian (V) jeg har også modtaget det brev. Jeg tror ikke, vi har nogen ansatte med erhvervsuddannelse, og jeg læser brevet som, at vi så ikke er omfattet af pligten. Men det er faktisk noget uklart, og vi stresser rundt med at finde ud af om/hvordan det evt. påvirker os. Umiddelbart tror jeg, at vi er nødt til at gennemgå alle medarbejdernes CV (eller spørge dem) for at sikre os, at der ikke er enkelte som på et tidspunkt har en sådan uddannelse. Fremover vil en erhvervsuddannelse på CV'et derfor nok desværre tælle lidt negativt, når vi skal ansætte. Det er sikkert ikke den effekt, I havde håbet på, men det kan blive virkeligheden for virksomheder som os. Med andre ord er den kommunikation, som er sendt ud, efter min mening ikke egnet til alle de virksomheder som ikke jævnligt ansætter medarbejdere med erhvervsuddannelse som primær baggrund.”

 

Tvang ikke er løsningen.

SMBer lever vi af. Beløn dem der ansætter de unge. Løsningen er bestemt ikke at tvinge os til at ansætte nogen, vi ikke kan eller ikke skal bruge. Og straffen på næsten 30.000 pr ung vi ikke ansætter er uhørt. Og politikere bestemmer hvor mange hver enkel virk. skal ansætte.

Det er så langt fra det jeg forbinder med god iværksætterpolitik. Hvad er næste skridt? At vi skal hyre en kvote dit eller dat – en jyde, en sort, en kvinde, en i rullestol?

Nej, tak. Der er jo en årsag til, at vi er private virksomheder. Fordi vi gerne selv vil bestemme, hvem vi arbejder sammen med. Jeg er helt med på, at virksomheder skal bære et socialt ansvar. Jeg tror ikke, jeg kender én eneste dansk virksomhed, som ikke tager deres sociale ansvar alvorligt. Jeg tror ikke på tvang, og jeg tror endnu mindre på at lovgive os ud ind i ansættelser. Privatejede virksomheder skal have lov at være – ja private. Så længe vi betaler moms og skat og afgifter og i øvrigt hyrer og fyrer i overensstemmelse med funktionærloven, bør politikere holde sig langt fra at blande sig. Det er mig en gåde, hvordan der kan være et bredt forlig bag sådan en aftale. Var de liberale på sommerferie? 7.000 unge mangler en praktikplads. Det skal løses igennem motivation, ikke tvang. Du kan i en vis grad beskytte mennesker, men i fremtiden kan du ikke beskytte jobs.

Hvilket samfund får vi, når du har retten til en praktikplads, og ikke skal ud og søge den på markedsvilkår? Og hvordan er det at møde på arbejde hver dag og vide, at du kun har fået pladsen fordi din arbejdsgiver er blevet tvunget til at tage dig?