Hov. Du er ikke logget ind.
DU SKAL VÆRE LOGGET IND, FOR AT INTERAGERE PÅ DENNE SIDE
Hvor mange stjerner giver du?
Amino.dk Blogs Ekspertblogs Thomas Iversen fra nordicway 10 klassiske fejl ved valg af webhotel – og hvordan du undgår dem

10 klassiske fejl ved valg af webhotel – og hvordan du undgår dem

1.176 Visninger
Hvor mange stjerner giver du? :
31 October 2024

Et godt webhotel er et webhotel, der kører i baggrunden, ikke koster en formue, og hvor der ikke er noget bøvl. Sådan har de fleste det; man skal helst glemme, at man har et webhotel, men desværre er det langt fra alle, der oplever det sådan.

Mange vælger nemlig det forkerte webhotel fra starten, hvilket kan give en masse bøvl. Når man først er kommet på plads med hjemmeside, webshop, mailadresser osv., er det ikke altid nemt at flytte til noget andet.

Derfor er det vigtigt, at du vælger rigtigt fra starten. I denne blogpost vil jeg kigge på 10 af de klassiske fejl, man kan begå, når man vælger webhotel, så du forhåbentlig kan gøre det modsatte.

1. Du har kun fokus på prisen første år

Stort set alle webhoteludbydere tilbyder en intropris det første år og en normalpris efterfølgende. Vi gør det også selv på nordicway.dk, og der er som sådan ikke noget galt i det, så længe der er fuld gennemsigtighed omkring prisen på siden.

Du skal blot som kunde være opmærksom på, at introprisen kun gælder for det første år, og at prisen hos nogle udbydere stiger til det tidobbelte i det andet år. Sådan er det ikke hos os, men enkelte udbydere har en så lav intropris, at man får sig en kæmpe overraskelse, når man ser normalprisen, som ofte skal betales forud for et helt år.

Hos nogle udbydere, specielt nogle af de udenlandske, er prisen så ugennemsigtig, at det nærmest er umuligt at regne ud, hvad normalprisen er. Her er det derfor særligt vigtigt, at du har fokus på, hvad du rent faktisk kommer til at betale, når "hvedebrødsdagene" er ovre.

2. Du glemmer CPU/RAM og har kun fokus på pladsen

"Det skal i hvert fald have godt med plads" eller "jeg får meget plads for pengene her" er klassiske fejltrin, man nemt kan begå, når man vælger webhotel.

Sandheden er, at hjemmesider og webshops i dag ikke fylder ret meget, og har du 10 GB, så er du ofte fint dækket ind. Problemet opstår derimod hos mange, når der ikke er ressourcer nok til at køre siden, og du og dine besøgende vil begynde at opleve timeouts og 503-fejl.

I sådanne tilfælde hjælper en masse plads dig ikke. Frem for at fokusere på pladsen, så prøv også at kigge på, hvad du får i RAM/CPU, hvor du gerne skal op omkring 1024 MB RAM, hvis du vil undgå, at din side bliver sløv og langsom på et tidspunkt. Hastigheden ER nemlig vigtig på din side, både i forhold til SEO, som jeg beskriver i mit SEO-kursus, men også i forhold til konverteringer og om dine besøgende overhoved har lyst til at bruge din side. Hastigheden er langt vigtigere end en masse plads, hvor du nok alligevel aldrig kommer til at bruge det hele.

3. Du vælger en udbyder, der ikke tager backup seriøst

Backup er vigtigt, det ved de fleste – men ved din webhoteludbyder det også?

Der har på det seneste været flere tilfælde, hvor danske hosting-selskaber er blevet hacket og har måttet dreje nøglen om, fordi deres data – selv på deres backups – har været inficeret og ikke til at redde.

Du bør derfor vælge en host, der har styr på backup og kan kortlægge deres backupprocedure.

Hos Nordicway tager vi for eksempel backup af al data hver nat. Denne backup gemmes i 14 dage på en fjernlokation i et EU-land. Her tages der daglige snapshots, som gemmes individuelt i 14 dage. Derudover spejles backup til en tredje lokation i et andet EU-land, hvor backup gemmes i 3 måneder. Disse to fjernlokationer er separat adskilte, dvs. der er ingen forbindelse mellem lokation A og B. De seneste tre dages backup gemmes desuden lokalt, hvis forbindelsen til den fjernbackup er nede.

Vi tager altså backup af backup, så både vi og vores kunder er optimalt sikrede i tilfælde af et angreb.

Antagelsen om, at mindre hosting-selskaber har dårligere styr på backup end de større, er desuden forkert. Det handler udelukkende om, hvordan man prioriterer det, og store udbydere kan lige så vel som små blive udsat for angreb, som de ikke kan rette op på.
Det bedste, du faktisk kan gøre, er også selv at tage backup af dine ting og gemme dem lokalt, så du også dækker din egen ryg.

4. Du undervurderer vigtigheden af god support

Der er ikke noget værre end, når ens side går ned, og det er umuligt at få fat på supporten. Det er slet ikke sikkert, at problemet har noget med webhotellet at gøre, men uanset hvad, er det altid rart at få nogle andre øjne på problemet.

Derfor skal du vælge et webhotel, der rent faktisk er tilgængeligt for dig, når du har brug for det. Brug eventuelt udbyderens Trustpilot til at vurdere, hvor tilfredse kunderne er med den support, de får.

5. Du køber stort fra start

Webhoteller er typisk nemme at opgradere, helt uden at du oplever nedetid eller lignende på dine sider og mail.

Vælg derfor en udbyder, hvor der for det første er mulighed for at opgradere, og undgå at vælge den helt store og forkromede løsning fra starten – du kan altid opgradere til noget større, hvis du får brug for det.

6. Du overser alt det der ikke er inkluderet

Du har ingen chance for at vide, hvad du vil få brug for, når du først er i gang med dit webhotel. Derfor risikerer nogle at løbe ind i ekstra gebyrer og/eller tilkøb, fordi det, de har brug for, ikke er inkluderet som standard.

Vælg derfor en udbyder og pakke, hvor der som minimum er inkluderet:

  • Backup og adgang til denne (uden tilkøb)

  • WordPress med 1-klik-installation

  • Mulighed for flere domæner med både mail og web

  • Cron-jobs (lidt teknisk, men ofte nødvendigt)

Det nemmeste er nok at vælge en udbyder, hvor alt er inkluderet ;-)

7. Du vælger en udbyder, hvor bordet fanger

Nogle udbydere vælger ikke at tilbyde de 14 dages fortrydelsesret, som vi ellers er vant til, da det kan argumenteres, at et webhotel-produkt er et specialtilpasset produkt til kunden.

Mange udbydere har dog tilfredshedsgaranti og 7-14 dages pengene-tilbage-garanti, så vælg en af dem, så du ikke ender med at betale for et helt år, kun for at opdage, at du ikke kan bruge det alligevel.

8. Du falder for en pris, der er ekskl. moms

Af en eller anden grund opgiver enkelte webhoteller deres priser uden moms, mens langt de fleste i Danmark opgiver dem inkl. moms. I Sverige er det derimod normalt, at alle priser er ekskl. moms.

Jeg vil tro, at det afhænger af, om udbyderen henvender sig til erhverv eller private, men som kunde bør du altid være opmærksom på dette, uanset hvem du er, da det kan gøre en stor forskel, når du sammenligner priser.

9. Du vælger at bruge udbyderens eget hjemmeside-system

Det kan være fristende blot at benytte det hjemmesidesystem, som udbyderen selv har udviklet og tilbyder, og det kan også fungere for mange. Men hvis du på et tidspunkt bliver træt af din nuværende udbyder, kan du ikke flytte og tage din hjemmeside med, da den kun fungerer hos den udbyder, der ejer systemet.

Overvej derfor grundigt, inden du vælger udbyder og eventuelt deres eget hjemmesideprogram, da det i høj grad binder dig til udbyderen. Vælg evt. i stedet WordPress eller et andet open source CMS, der relativt nemt kan flyttes fra et WordPress-webhotel til et andet.

10. Du vælger en udbyder der ikke sikrer din side/konto for dig.

Din hjemmeside eller webshop vil før eller siden blive forsøgt hacket eller inficeret med malware. Du kan gøre meget for selv at beskytte din side, men dit webhotel kan også gøre en del.

Du bør derfor vælge en udbyder, der for det første har en stærk firewall samt software, der sørger for at scanne og rense dine filer, så du kan forebygge inficeringer og/eller rense din side, hvis uheldet skulle være ude.

Kig f.eks. efter udbydere der tilbyder Imunify360, som er ret effektivt til at modvirke hackere og malware på f.eks. WordPress sites.


 

Hvor mange stjerner giver du? :
Få besked når ThomasMI skriver Skriv dig op