Hej allesammen. Jeg er glad for at være blevet en del af amino.dk. Jeg har pr. 1. august 2016 registreret en personligt ejet mindre virksomhed hvor jeg sælger mine håndlavede smykker. Jeg har lavet en facebook profil og har nørklet med en hjemmeside. Jeg er helt ny og grøn indenfor iværksætteri og mener selv at jeg har to oplagte udfordringer (sikkert flere?) Den ene udfordring er SEO optimering, som jeg har forsøgt at sætte mig ind i, hvilket jeg selv tror er et godt sted at starte hvis man vil have flere besøg/likes/bestillinger. Min hjemmeside hedder www.smilowdesigndenmark.dk Sidder der nogle derude som vil kigge på den og fortælle mig hvilke ting der kan forbedres? (Der er nok mange og det må gerne forklares i et sprog som en absolut nybegynder forstår :)) Min anden udfordring er at få opmærksomhed fra folk som ikke umiddelbart er mine egne facebookvenner. I kyndige mennesker derude må meget gerne komme med input og gode idéer. Jeg takker på forhånd for hver og en af dem. Mvh. Jannie Smilow |
Hej Jannie
Tillykke med virksomheden.
Mht. din Facebook, så går jeg ud fra, du har lavet en facebookside til din virksomhed; hvis ikke, så kom i gang!
Hvis du skal have opmærksomhed fra andre end dine venner, så kræver det naturligvis, at flere folk kommer til at kende dit firma. Dette kan du gøre på mange måder. Jeg ved naturligvis intet om, hvordan dit markedsføringsbudget ser ud. Men der er flere måder, hvorpå du kan få mere opmærksomhed - enten gratis er MEGET, MEGET billigt. På Facebook kan du - udover at lægge billeder op og være aktiv - købe noget annoncering derpå. Når du bruger penge på Facebook, så får du et overblik over, hvor mange der ca. kommer til at se dine opslag/side. Derfor får du hurtigt et billede af, hvor mange seere du får for xxx kroner brugt. Du kan ydermere lave en konkurrence, hvor du udlodder en af dine smykker som gave - husk dog at overholde Facebooks konkurrenceregler.
Har du overvejet andre sociale medier? Du kan evt. lave videoer på YouTube, hvor du giver guides til, hvordan man laver smykker? Hvordan du laver smykker eller lave reklamevideoer, du efterfølgende deler på Facebook osv. Der er også InstaGram, som er et fremragende medie for din branche! InstraGram er jo KUN billeder, hvor du derfor sagtens kan lægge billeder op af dine smykker, ligesom du gør på Facebook, formoder jeg.
Jeg ved ikke, hvem din målgruppe er - men det er super vigtigt, at du er klar over, hvem du sælger til! Det gør det MEGET nemmere at sælge dit produkt og markedsføre det med succes.
Hvis du henvender dig til den yngre målgruppe, så er der flere sociale medier, der er effektive; Snapchat? Læg billeder op - som på InstaGram og Facebook - af dine smykker på Snapchat. Dermed kan dine (potentielle) kunder følge dig og få et indblik af, hvad du laver og samtidig hele tiden får en påmindelse om, at du og din virksomhed eksisterer, hvilket forhåbentlig betyder, at de køber hos dig, når de skal købe smykker næste gang.
Men som sagt; når du har fundet din præcise målgruppe, så er du bedre stillet. Så kan du markedsføre dig og være der, hvor din målgruppe befinder sig. Deltage på messer. Participere i arrangementer. Være aktiv på fora. Skrive læserbreve og blande dig i den debat, der enten er fordelagtig for din virksomhed, eller for dine kunder hvorefter flere kunder kender dig - du skal tænkte på, at eftersom du har en lille virksomhed, så er du = din virksomhed. Det skal forståes sådan, at hvis du er aktiv i medierne, så bliver din virksomhed det ligeså. Det med at komme i medierne kan også være super godt! Find ud af, hvad der kunne være en god historie omkring din virksomhed, og få sendt en god pressemeddelse ud til forskellige aviser eller radiostationer - mit råd er her; START LOKALT! Fordelene ved at komme i medierne er mange. Du får mere opmærksomhed = din virksomhed får mere opmærksomhed. Det kan også være en selvforstærkende effekt - næste gang en journalist skal bruge et talerør fra din branche, så ringer han/hun muligvis til dig = endnu mere opmærksomhed.
Desuden - hvordan får du solgt dine produkter? Din hjemmeside er egentlig fint nok taget i betragning at du er ny, men jeg kan ikke umiddelbart finde en webshop derinde? Jeg kan blot se en pris. Hvis du får dig en velfungerende webshop, så vil det klart gavne din virksomhed! Der er f.eks. freelancere på Amino Freelance der lynhurtigt - og meget billigt - kan sætte en fin, brugervenlig webshop op til dig - overvej det! Ellers kan du naturligvis også henvende dig til et bureau, som også kan varetage din SEO - SEO er meget komplekst, hvorfor det er bedst at overlade til de professionelle; hvis du har pengene til det naturligvis.
Jeg håber, jeg kunne hjælpe dig, og jeg ønsker dig al held og lykke med din nystartede virksomhed - vi er mange, der arbejder på at blive set og hørt, haha! Du skal endelig være velkommen til at stille mig yderligere spørgsmål, hvis du føler, jeg kan hjælpe dig. :-)