Ahmet Demir's Announcements

Supervision er en mulighed for medarbejdere og ledelse til at udvikle sig hver for sig og sammen. I organisationer, pædagogiske institutioner og boligprojekter i lokalområder oplever medarbejdere udfordringer på forskelligt niveau i relation til deres arbejde. Min erfaring som supervisor fortæller, at konflikter kan have konsekvenser i form af manglende motivation for arbejdet og ikke mindst føre til et dårligt psykisk arbejdsmiljø.

Min erfaring som supervisor viser, at supervision kan være med til at skabe rum for at drøfte bl.a.:

• Hvorfor motivationen for arbejdet er faldet.
• Hvad ligger til grund for den manglende arbejdsglæde?
• Konsekvensen af den manglende motivation og manglende arbejdsglæde for den enkelte og ikke mindst for brugerne af organisationen.

Supervisionen er bl.a. med til:

• At skabe udviklingsrum, hvor hver enkelt medarbejder kan komme frem med sin frustration.
• At støtte den enkelte eller gruppen i, hvordan de kan tage hånd om deres frustrationer.
• At de forskellige faglige kompetencer kommer frem blandt medarbejderne, så de kan trække på kollegernes forskellige kompetencer.
• At støtte medarbejderne i at blive tydelige i kommunikationen og tage ansvar for sin egen andel.

For mig vil supervision fungere, hvis følgende kriterier er til stede:

• God kemi mellem supervisor og supervisanter.
• Supervisor glæder sig til at supervisere.
• Supervisor tør tage fat på det, der kan være roden til konflikten eller det dårlige psykiske arbejdsmiljø i organisationen.
• Supervisor er tydelig i sin kommunikation.
• Supervisor er fagligt kompetent.
• Supervisor sørger for, at deltagerne selv finder frem til, hvad der skal til i forhold til det fænomen, de tager op, og finder deres egen løsning på baggrund af drøftelserne blandt medarbejderne.

For at kvalificere det pædagogiske arbejde, videreudvikle sig og blive en arbejdsplads, hvor forskellighed ses som en styrke, mener jeg, at supervision er et forum for de ting, som ikke bliver set som et problem, idet hver enkelt føler sig set og hørt af kolleger, leder og ikke mindst supervisor.

Både organisationen og medarbejderne må prioritere supervision på deres arbejdsplads for at sikre arbejdsglæde, motivation og høj faglig kvalitet.

Tilbage til ” Supervision”

Referencer vedr. supervision her.

Tilbage til “Jeg tilbyder”

DEBAT: - Skoler og andre institutioner må i deres vold- og krisepolitikker præcisere, hvordan de kan give deres medarbejdere mulighed for at tilegne sig viden om og kompetence til at forebygge handlinger som den på skolen i Vollsmose,

ODENSE: I forbindelse med en forældresamtale på en skole i Vollsmose har medierne fortalt, at en mandlig lærer rakte hånden frem for at hilse på en pige, der går i 3. klasse. Pigens far overfaldt læreren og bed ham i øret. Jeg kender ikke den fars begrundelse for sin grove handling, men jeg gætter mig til, at faren forklarer sig med, at man ikke gør sådan i deres kultur og religion, og at det ifølge faren er krænkende.

Hvis det er farens forklaring, kan det stadig ikke begrunde et overfald. Det er uhørt, at en lærer overfaldes pga. en høflig handling. Der står ikke noget i nogen kultur eller religion om, at en far skal udvise en så umenneskelig handling.
Jeg håber, handlingen får konsekvenser for den pågældende far, da et samarbejde mellem forældre og fagfolk aldrig må munde ud i voldelige handlinger. Jeg er imidlertid overbevist om, at der må være andre forhold, der spiller ind.
På baggrund af den grove handling skal skolens leder og andre fagfolk have pædagogiske redskaber til at læse forældrenes attitude for at afværge og forebygge lignende handlinger. Skolen burde på baggrund af kendskabet til denne far have haft viden om faren og taget forholdsregler i brug for at forhindre parterne i at komme i denne situation.
Hvis læreren fandt ud af, at kemien med den far ikke fungerede, ville det være ideelt, hvis læreren spurgte lederen, hvordan han skulle tackle situationen. Eventuelt kunne lederen eller en anden lærer gå med til mødet.

I situationen skulle man aflyse mødet, inden faren gik til angreb, og sige højt, at man kan se, at faren er gal og vred på læreren eller skolen, så mødet er aflyst, og der vil blive indkaldt på et andet tidspunkt.
Denne historie giver stof til eftertanke hos mig. Jeg tænker, at skoler og andre institutioner i deres vold- og krisepolitikker skal præcisere, hvordan de kan give deres medarbejdere mulighed for at tilegne sig viden om og kompetence til håndteringen af disse forældre.
Episoden skete foran en lille pige og har også uheldige konsekvenser for hende. Jeg håber, at myndighederne undersøger, hvordan de bedst kan støtte pigen i skolen.

www.ahmetdemir.dk

Lovgivning og systemer bør i højere grad geares til forældre i den grå zone, skriver kronikør, socialkonsulent og familieterapeut Ahmet Demir, der ikke er i tvivl, om der findes fattigdom i Danmark

Eksisterer fattigdom i Danmark?

Fattigdom er et stort spørgsmål, som både politikere, virksomheder og meningsdannere beskæftiger sig med. Jeg vil sætte fokus på børns og unges trivsel samt økonomiens betydning for deres sociale status og liv uden for familien.

Jeg vil starte med et citat fra mit arbejde med en familie, hvor en af forældrene fortæller om sit seks-årige barns ønske under en indkøbstur i supermarkedet:
'... far, jeg vil have skoleost til mig og mine søskende...'

Far svarer: 'Jeg er ked af, at jeg ikke har råd til det.'

I vores samtale fortæller far, at han fik det meget dårligt over ikke at kunne købe skoleosten. Han vidste ikke, hvad han skulle gøre, da han ikke kunne imødekomme sit barns ønske.
Familiens situation er, at far er på kontanthjælp, og mor har intet arbejde. Af helbredsmæssige årsager kan far ikke arbejde for at forsørge sin familie.

I forbindelse med mit daglige arbejde ser jeg mange familier, der som denne er trængt på mange områder, blandt andet økonomisk, arbejdsmæssigt og helbredsmæssigt. Grundlæggende har familierne et stort ønske om at skabe en bedre tilværelse for deres børn, men når de fx af helbredsmæssige årsager ikke kan, får forældrene det psykisk dårligt med sig selv.

Som om det ikke var nok, føler de, at fx kommunale myndigheder og lovgivning trækker forældrenes sag om pensionering eller arbejde i langdrag. Denne langsommelighed gør det ikke nemmere for forældrene og deres trængte økonomi.
Børn og unge, der vokser op i disse familier, føler sig ofte uden for det sociale liv i skoler og institutioner, fordi de bliver mobbet for deres tøj eller andre materielle ting. De dårlige økonomiske forhold medvirker til, at nogen unge bliver tiltrukket af det kriminelle miljøs økonomiske gevinster.
Når de fattige familiers børn og unge ikke trives i sociale sammenhænge og begår uhensigtsmæssige handlinger, har vi en tilbøjelighed til at lede efter en forklaring på, hvorfor disse familier ikke tager ansvar for deres børn og unge osv.
For at familierne kan tage ansvar for deres børns liv og gøre dem til en del af det sociale fællesskab uden for familien, kræver det efter min mening, at lovgivning og systemer er gearet til forældre i den grå zone.

Fx pressede nogle forældre på for at få en afklaring på deres situation i forhold til sygedagpenge eller pension, men fik dette svar fra en sagsbehandler: 'Du er for syg til at arbejde, men for rask til pension.' I dagens Danmark står en del forældre i denne situation.
Jeg er overbevist om, at det vil være en stor hjælp til disse familier, hvis lovgivningen bliver gjort mere menneskevenlig og sagsbehandlingen hurtigere. Det vil være en lettelse for familierne, at de ved, hvad de skal forholde sig til.

Sagsbehandlingen tager nu op til tre år, og i den periode ryger familien på kontanthjælp. Hvordan forestiller politikere og myndigheder sig egentlig, at et forældrepar med to til fire børn og en husleje på ikke under 8.000 kr.

skal klare sig?Har de brød på bordet?
Har de råd til at købe skoleost?

Hvor er det velfærdssamfund, vi snakker om? Måske er det for dem, der er stærke, i arbejde og under uddannelse, men velfærden er der ikke umiddelbart for familier, der på grund af helbred eller af andre grunde ikke kan klare sig selv.Jeg vil opfordre de lovgivende og administrerende myndigheder til, at de i deres kontakt til disse familier sætter sig ind i deres situation og er med til at gøre både lovgivning og administration mere fleksibel og rummelig, ikke mindst af hensyn til den kommende generation.
Disse familiers børn og unge har også ret til et anstændigt liv. Jeg er overbevist om, at der eksisterer fattigdom i Danmark. Det kender jeg fra mit arbejde, hvor jeg i mange år hver dag har set, hvordan familier lever under trængte forhold, som har alvorlige menneskelige, psykiske, sociale og faglige konsekvenser for deres børn og ung

www.ahmetdemir.dk

Af Ahmet Demir

Overskriften kan lyde komisk, men i forbindelse med den konservative integrationsordfører Naser Khaders udmelding om partiets integrationspolitik hører jeg, at man blandt andet fokuserer på kvinders påklædning, fx burka, og at man vil tage statsborgerskabet fra udlændinge, der begår socialt bedrageri. Jeg finder det komisk, at partiet vil forbyde grundlæggende menneskerettigheder.
Derfor kom jeg til at tænke på, hvad politikerne ellers kunne overveje. Når det bliver mandens tur, må han vel ikke have overskæg, hvis han skal integreres!

For mig er etniske gruppers integration et væsentligt tema, som kræver diskussion på kryds og tværs af politiske holdninger, men inden for det danske demokratis klare rammer. Som jeg forstår demokrati, er det respekt for individets frihed og rettigheder, at være ansvarlig samfundsborger og som politiker at være i dialog med borgerne for at skabe en ramme for udviklingen af gruppers integration i majoritetssamfundet.

Hvilken betydning har den konservative udmelding for integrationen? Jeg har svært ved at forstå den konservative integrationspolitik, men jeg ved, at nogle grupper bliver skubbet endnu længere ud med udmeldinger, der ikke udviser respekt for individet. Hvis partiet og andre tror, at gruppen bliver integreret ved lovgivning om påklædning, tager de meget fejl.

Vi må alle værne om demokratiet som styringsredskab og ikke tro, at komisk eller umenneskelig lovgivning kan integrere etniske grupper i samfundet.Nogle kvinder vælger at gå med burka, og det er den enkelte kvindes valg. Jeg har svært ved at tro, at nogen tvinges til at gå med burka, da jeg møder en del kvinder med tørklæde og aldrig har hørt, at nogen følte sig tvunget. Kvinderne har selv truffet valget, og det må vi respektere.

At tage statsborgerskabet fra mennesker der begår socialt bedrageri, kan jeg ikke forene med demokrati og menneskerettigheder. Hvad vil fx de konservative stille op med danske socialbedragere? Hvor skal de hen? Socialbedrageri skal selvfølgelig have konsekvenser, men der må være lighed for loven.
 For mig er porten til integration
• At skabe rammer og muligheder for at udvikle personlige, kulturelle, faglige og sociale kompetencer via rummelige skoler, uddannelsesinstitutioner og arbejdspladser.  I mit arbejde og netværk møder jeg tørklædeklædte kvinder. Inden man taler med dem, har mange fordomme om, at de fx er undertrykt af deres mænd, ikke taler sproget og ikke vil integreres.

Men jeg er selv blevet overrasket i dialog med disse kvinder, som kan være højtuddannede og bestride høje stillinger i både offentligt og privat regi, selvom de går med tørklæde. De er støttet af deres familie, og samfundet har skabt muligheder, så de kunne finde deres ståsted. De betragter sig som aktive samfundsborgere og føler sig danske.

• Respekt for individets rettigheder og frihed samt anerkendelse af individets eller gruppens personlige værdier og valg af liv, bl.a. påklædning. Respekt skal efter min mening ikke kun afspejles i holdninger.

Den skal fremgå af retorikken, fx når politikere og andre meningsdannere i medierne tydeligt udviser respekt for individets valg. Det kan medvirke til at åbne vejen for dialog mellem forskellige kulturer, så vi kan blive inspireret af hinandens forskellighed.
• Lad være med at fokusere på det ydre, fx påklædning, men hellere på den enkeltes eller gruppens isolation. Især de unge, hvoraf nogen føler sig presset mellem familien og samfundet. Her er der en arbejdsopgave i at finde en form for samarbejde, så man i fællesskab kan socialisere de unge til samfundet.
Hvis vi ikke fokuserer på de unges isolation, vil nogen af dem interessere sig for bander og kriminalitet, som har store konsekvenser for den enkelte, familien og samfundet. Derfor er tiden ikke til, at man ud fra personlige eller politiske interesser bruger medierne til at grave grøfter mellem etniske grupper og det danske samfund ved at fokusere på påklædning.
Jeg vil opfordre politikere og meningsdannere til ikke at se gruppen og det enkelte menneske som objekter, som skal styres via love og regler.

Vågn hellere op og se den store del af de etniske grupper, som er interesseret i dialog og diskussioner om integrationsproblematikken. Se de etniske grupper som en resurse med stor arbejdsmæssig og kulturel kapital. Kulturel forskelighed er ikke et problem, men et udviklingspotentiale.

www.ahmetdemir.dk

I går omtalte medierne, at ungdomskommissionen afleverede sin rapport til politikerne, som i september skal behandle rapporten i Folketinget.

Kommissionen kommer med en række forslag til, hvordan man blandt andet kan bekæmpe ungdomskriminaliteten, som optager en del af os.
Nogle politikere fokuserer meget på straf som en løsning. De tror, at straf vil løse de unges problemer. Derfor er jeg glad for, at kommissionens rapport kommer med en række forlag til politikerne, hvor medierne omtaler forebyggelse og
mentorer/kontaktpersoner.
 På DR1 så vi i går en pige på 15 fortælle om sin personlige oplevelse af at have en kontaktperson, der hjalp hende tilbage på rette vej. Jeg arbejder dagligt både som støttekontaktperson og mentor for unge, og mine mange års arbejde som kontaktperson for unge og familier har haft en væsentlig betydning for de unges trivsel, både i familie, skole, uddannelse, og lokalmiljø.

En kontaktperson-/mentorordning virker, fordi en del af disse unge har brug for tid og ro samt nogen professionelle med tid til at skabe relationer, så de unge får mod til at ville være herre over deres eget liv.
Jeg kan kun være enig i forebyggende arbejde med en tidlig pædagogisk indsats og et effektivt samarbejde med de unge, deres forældre og tværfagligt blandt fagfolk og medarbejdere i pædagogiske institutioner, så der kan skabes rum og muligheder for unge, som har svært ved klare sig på det personlige, faglige og sociale plan.
Både tværfagligt og som den enkelte fagperson skal vi tidligt målrette pædagogik og undervisning og ikke mindst inddrage forældrene, så vi kan være med til at gøre de unge til en del af det sociale fællesskab.

Det kan medvirke til at forebygge, så de unge ikke foretrækker kriminelle miljøer og handlinger.

www.ahmetdemir.dk

I dag offentliggør Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) en ny rapport om, at anbragte unge er overladt til sig selv, når de bliver 18 år. Dermed mister alt det arbejde, der er blevet gjort på anbringelsesstedet, sin værdi. De unge har nemlig stadig brug for systemets opbakning, men måske ikke i samme grad som før.

Jeg kan godt følge SFI’s konklusion og har en del eksempler på, at nogle kommunale myndigheder er indstillet på at følge de unge, selv om de er blevet 18 og er vendt hjem til lokalmiljøet.

Vi må ikke overse, at det ikke er alderen, der modner de unge til livet. Uden at generalisere kæmper en stor del af de anbragte unge med personlige, familiære, sociale og andre problemer. Jeg synes, vi sammen med de unge skal bygge bro mellem livet som anbragt, og livet efter at de er fyldt 18 år. De kommunale myndigheder og andre må helt klart vise vilje til at støtte disse unge, så de ikke bliver tabt på gulvet.

Jeg hører dagligt unge, der enten er anbragt eller har professionel støtte, som allerede i 17-års-alderen spørger, hvad der skal ske, når de fylder 18. Jeg kan høre deres usikkerhed, og nogen af disse unge har ingen voksne, der kan støtte dem.

Mine personlige erfaringer med de kommunale myndigheder, som jeg arbejder sammen med omkring disse unge, er, at de udviser vilje til at støtte de unge, fx i form af en støtte- og kontaktpersonordning. Disse unge profiterer i den grad. De er selv klare over, at de er voksne, når de er 18, og arbejder mentalt med, at de er trådt ind i de voksnes rækker.

Hvis vi som myndigheder med vores relation til de unge kan skabe en overgang fra ung til voksen, vil det gå godt for den unge. På den måde vil vi undgå tabe de unge og mange års arbejde på gulvet.
www.ahmetdemir.dk

I børne- og familiegrupper, skoler og andre pædagogiske institutioner møder fagfolk familier, børn og unge, der af flere grunde enten bevidst eller ubevidst gør modstand imod os fagfolk eller de organisationer, vi repræsenterer.

Modstanden kan få os til at spekulere over, hvad der skal til for at komme videre med støtten til børn, unge eller deres familie.
Der er mange måder at arbejde med modstand fra børn, unge og familier. Jeg har altid været optaget af, hvordan jeg kan mobilisere energien fra modstanden til noget konstruktivt, hvor energien i fællesskab med familien bliver brugt til at støtte børn og unge med problemer.

For mig er blandt andet følgende forhold med til at arbejde med modstand.- At fagfolkene i mødet med familier, børn og unge udstråler glæde ved deres arbejde.

- At fagfolkenes tilgang er anerkendende, og fokus er på den enkeltes ressourcer i stedet for problemerne.
- At klarlægge udgangspunktet og målet med samarbejdet for at opnå fælles bevidsthed om, hvad der skal arbejdes med.
- At definere roller og ansvar.
- At fagfolkene er konkrete og direkte med deres udmeldinger.
- At finde pædagogiske metoder, der passer til hver enkelt familie, ung og barn.Min måde at arbejde med modstand er blandt andet at tage udgangspunkt i ovenstående punkter og bruge andre tilgange, fx at støtte forældre som har meget modvilje mod forvaltninger og ikke på møder har mulighed for at sætte ord på deres frustrationer.

En måde at få afledt forældrenes modstand mod os fagfolk eller systemet er, at vi sammen støtter dem i at formulere deres modstand og frustrationer og sender det til forvaltningen inden det næste møde. Denne tilgang er med til, at forældrene ved mødet med fx forvaltningen bruger deres energi til at samarbejde med forvaltningen om, hvordan vi i fællesskab kan støtte den unge.

www.ahmetdemir.dk

Kære læser
Til jeres orientering har jeg nu lagt seks video på min hjemmeside. De handler om:

• En præsentation af mine ydelser

• Tilbud til kommunernes børne- og familiegrupper eller socialcentre, hvor jeg præsenterer min ydelse i forhold til komplicerede familiesager

• Foredrag og kurser

• Privat og anonym rådgivning

• Menneskesyn, etik og debat

• Præsentation af min ydelse på tyrkisk til tyrkiske og kurdiske forældre

Jeg vil være glad, hvis læsere, der har set videoklippene, har lyst til at skrive deres kommentarer og eventuelle ideer omkring videoer til mig.
Jeg glæder mig til at høre jeres kommentarer.

Videoerne kan ses samlet her.

I torsdags hørte jeg i medierne og læste i Danske Kommuners nyhedsmagasin, at 12-årige Robert Larsen fra Tuse Næs i Nordvestsjælland, havde hængt sig. Både Roberts og myndighedernes forklaring var, at hængningen skyldtes mobning i skolen.

Det gjorde et stort indtryk på mig, at en 12-årig vælger en så grusom handling mod sig selv, og det fik mig til at tænke over følgende: Hvad er der sket, når hverken forældre eller fagfolk omkring Robert har gjort nok for at forebygge selvmordet?

Robert er ikke det eneste barn, der er offer for mobning, og jeg stiller igen spørgsmålet: Hvad gør forældre og fagfolk for at forebygge lignende situationer?
I forhold til første spørgsmål kender jeg ikke den konkrete sag, men jeg er sikker på, at både forældre og fagfolk omkring Robert gjorde, hvad de kunne. Men jeg kunne være betænkelig ved, om signaler fra Robert blev taget alvorligt af de voksne omkring ham, og om signalerne kun gav anledning til snak og holdninger uden konkrete initiativer i forhold til ham og ikke mindst skolemiljøet.

I stedet skulle fokus rettes både mod Robert og hans klassekammerater, og det er muligt, at andre forhold har gjort, at han valgte denne handling.

I forhold til sidste spørgsmål mener jeg, at der både er synlig og usynlig mobning blandt børn og unge i pædagogiske institutioner, blandt andet skoler, klubber og uddannelsesinstitutioner. Mobning kan have flere forskellige grunde. Det kan blandt andet være lavt selvværd og -tillid, faglig svaghed, etnicitet osv.

Efter min mening er vi i pædagogiske institutioner nødt til at have en handlingsorienteret mobbepolitik. I konkrete situationer med mobning skal vi tage initiativ til forebyggelse af mobning både her og nu og langsigtet. Med her og nu mener jeg fx, at hvis mobning foregår i skolen, er det fagfolkenes ansvar at samle oplysning om, hvad mobningen går ud på og intensivere kontakten til både mobbeofferet og den eller de, der mobber.

Efter min mening handler det om at støtte begge parter for at undgå mobning. Jeg mener, at fagfolk også skal trænes fagligt, og via mobbepolitik kan vi være med til at forebygge lignende situationer, som vi netop har set med Robert.Her skal også nævnes, at forældre ikke skal være tilskuere til deres børns mobning. Forældrene kender deres børn bedst, og jeg er af den overbevisning, at hvis de har en sund kontakt til deres børn og unge, vil de mærke det, inden vi fagfolk opdager mobningen omkring det enkelte barn.

Forældre skal påtage sig deres ansvar og forholde sig til, hvad de oplever omkring deres barn, og tage initiativ til at kontakte nærmeste fagfolk eller pædagogiske institution for at stoppe mobningen af deres barn.

Med tidlig pædagogisk indsats og vilje til positivt samarbejde vil jeg tro, vi kan forebygge mobning og skabe et miljø i vores pædagogiske institutioner, så det bliver et fællesskab og kan præstere det, som fx skolen eller andre pædagogiske institutioner forventer af børn og unge. Nøglen til slippe af med mobning er:

– Forældre, fagfolk og myndigheder skal tage et fælles ansvar.
– Man skal tage børns og unges signaler om mistrivsel i sociale og pædagogiske sammenhænge alvorligt og undersøge, hvad det handler om.
– Når man opdager mobning, skal der straks sættes ind over for både den, der bliver mobbet, og de, der mobber.
– Man skal følge op på initiativer, der bliver taget omkring mobning, og inden for overskuelig tid evaluere, om initiativer har effekt. Hvis det ikke har den ønskede effekt, skal man finde frem til en effektiv indsats.

www.ahmetdemir.dk

Vores bog, som jeg omtalte forleden, er nu på markedet:

Hjertet på rette sted -
Socialt arbejde på tværs
af kulturelle forskelle"
af Ahmet Demir og Hanne Merete Pedersen 2009, udgivet på Socialpolitisk Forlag.

www.ahmetdemir.dk

Jeg var oplægsholder, da LederForum arrangerede seminaret Ældredagene 09 den 27. og 28. april 2009. Jeg holdt oplæg om etniske ældres fremtid.

Dialogen mellem mig og seminarets deltagere fik mig til at tænke over, at en del kommuner og medarbejdere i plejesektoren vil komme i kontakt med ældre etniske grupper. Jeg hørte fra seminardeltagerne, at det er svært for dem at komme i kontakt med ældre af anden etnisk herkomst samt deres familier, så man kan oplyse om plejeinstitutionernes tilbud til ældre.

Jeg synes, vi skal indse, at ældre etniske har brug for plejehjemmets tilbud. Etniske familier tror, de selv kan tage vare på deres ældre, men uden at generalisere er familiernes arbejdsvilkår og andre forhold medvirkende til, at de ikke selv er i stand til at pleje og tage vare på deres ældre.

Derfor mener jeg, at både myndigheder, plejehjemsledere og ikke mindst jeg selv sammen med andre skal forsøge at skabe kontakt til denne gruppe med henblik på at oplyse om ældres ret og pleje. Sammen skal myndighederne og plejesektoren støtte plejesektorens personale i, hvordan de bedst kan støtte de ældre i deres institutioner.

www.ahmetdemir.dk

Kære venner

En frivillig har kommenteret mit indlæg  www.ahmetdemir.dk , og jeg finder det tankevækkende, at nogen gør et efter min mening ubeskriveligt arbejde.

Mit svar til den frivillige.

Kære frivillig

Indledningsvis vil jeg sige tak for dit personlige indlæg og ikke mindst de konkrete eksempler fra dit frivillige arbejde. Jeg synes, du gør det godt i forhold til din søns venner.

Det er tankevækkende, at din søns ven sikkert har nogen fagfolk omkring sig, men det undrer mig, at de ikke får øje på den unges vantrivsel, og at den unge ikke selv har bedt om hjælp fra fagfolkene.

Du beskriver et ungt menneske, der har en voldelig far, og vold gør noget ved børns trivsel, sociale relationer og koncentration i fx skolen og andre pædagogiske sammenhæng. Her mener jeg, at vi som fagfolk skal være ekstra opmærksomme og se de unge, der er vidner til vold i deres hjem. Vi skal arbejde målrettet på, at børn og unge har tillid til os, så de kan sætte ord på, hvordan de har det.

I det konkrete eksempel viser det sig, at den unge ikke har tillid til os fagfolk, men jeg synes, du har tacklet det godt. Jeg håber, du synes, det var rigtigt at ringe til politiet og at kontakte de sociale myndigheder, som kan tage hånd om den unge.

Jeg synes, både du og mange andre gør en kæmpe arbejdsindsats på frivillig basis. Jeg har stor respekt for det, I gør, og at du rakte din hånd ud til den unge den aften, er jeg sikker på, han aldrig glemmer. Du tog hånd om ham og gav tryghed i situationen, og jeg mener, du har gjort, hvad du kunne. Efter min mening er det forældrenes og de sociale myndigheders ansvar at tage hånd om børn og unge, der er vidne til vold. Det er ikke acceptabelt, og jeg håber, der sker noget positivt i forhold til dette unge menneske.

Held og lykke med dit frivillige og meningsfulde arbejde.

Forældre, børn og unge ønsker det bedste for hinanden, men i mit arbejde med familier, der har det svært med hinanden, oplever jeg gang på gang, at deres interne konflikter, som blandt andet kan være generationskonflikter, forældrenes manglende forståelse for de unges behov og forventning til deres forældre, giver anledning til voldsomme konflikter.

Parterne udvikler nogle destruktive løsningsstrategier, og for at ændre parternes destruktive handlemønster mener jeg, at man på et tidligt tidspunkt skal tage faresignaler alvorligt hos børn, unge og ikke mindst forældrene, der føler afmagt over for deres børn.

Jeg mener, man skal sætte ind med en helhedsindsats. Det vil sige at finde faktorerne, der er med til, at forældrene føler afmagt, samt finde ud af, hvad der er grobunden for, at børn og unge trives dårligt. Alle baggrundsfaktorer findes på baggrund af pædagogiske observationer.

Min erfaring siger mig, at det vil gøre det nemmere for fagpersonen at tilrettelægge en helhedsindsats for hele familien, og på denne måde vil fagpersonen kunne være med til at forebygge familiens destruktive handlinger og skabe ro omkring børn og unge. Det vil have en positiv afsmitning på deres trivsel i sociale sammenhænge, fx i pædagogiske institutioner og i deres fritidsliv.

www.ahmetdemir.dk