Hej Aminoer. |
Hej Denni
Jeg går ud fra, at de 80.000 kr. i omsætning også er 80.000 kr. i overskud?
Overskud i et I/S beskattes, som udgangspunkt som personlig indkomst. Hvis I bruger virksomhedsordningen kan I opspare overskud i virksomheden mod en foreløbig virksomhedsskat på kun 25%. Forskellen mellem de 25% og marginalskatten på op til ca. 56% (inkl. arbejdsmarkedsbidrag) betales når overskuddet hæves til privatforbrug (eller virksomheden ophører).
Hvis virksomheden omdannes til et ApS, skal I fortsat betale de 25% i virksomhedsskat, men I slipper for at betale forskellen mellem de 25% og de op til ca. 56%. Tilgengæld får I en tilsvarende lavere skattemæssig anskaffelsessum på Jeres anparter. Så hvis hele selskabskapitalen består af opsparet overskud, så vil I have en skattemæssig anskaffelsessum på anparterne på 0 kr. Dvs. alle udbytter, salgssummer og evt. likvidationsprovenu fra selskabet vil blive beskattet som aktieindkomst med op til 42%. Hvilket bringer den effektive marginal skat op på 56,5% ved at omdanne til et ApS.
Hvis I fortsat ønsker at drive virksomhed, er der derfor som udgangspunkt ikke nogen skattemæssig fordel ved at lave en virksomhedsomdannelse. Der kan dog være fordele i form af en skatteudskydelse, hvis I enten ønsker at lukke virksomheden eller på sigt ønsker at sælge den. I det sidste tilfælde bør I overveje at supplere den skattefri virksomhedsomdannelse med en skattefri anpartsombytning, så I får en mini-koncern bestående af et holdingselskab og et driftsselskab, således at holdingselskabet vil kunne sælge driftsselskabet uden at der udløses skat (I skal dog fortsat betale op til 42% i skat den dag I hæver udbytte fra holdingselskabet eller hvis I sælger eller likviderer det).
Fordelen ved en virksomhedsomdannelse er derfor primært, at man får begrænset hæftelse og at det er lettere at optage nye ejere/skaffe kapital til et selskab end til et I/S. Disse fordele skal holdes op mod omkostningerne ved at omdanne og besværet/omkostningerne ved at drive et selskab, evt. suppleret med et holdingselskab.
Med venlig hilsen
Esben Christensen
Rådgivningsfirmaet Esben Christensen
www.esbenchristensen.dk