Jeg sælger en del ebøger, både på eget programmeret website/shop og via selvudgiver-sektionen på Saxo.
Hvis du gerne vil hurtigt i gang med at sælge dine ebøger, uden at skulle bekymre dig om den tekniske opsætning af din egen digitale webshop, anbefaler jeg stærkt at kigge på Saxo.
Der er flere grunde til at jeg anbefaler Saxo.
- Det er let og intuitivt at komme i gang.
- Du kan have din egen ebog til salg på mindre end et døgn.
- Der er (relativt) mange kunder allerede inde på Saxo der leder efter ebøger.
- De kører nogle forskellige tilbud, som man som forfatter kan melde sin ebøger til, der giver nogle gode boosts i salget.
- Saxo tager 30% af hvad du sælger din ebog til. De resterende 70% får du.
- Du beholder alle rettigheder til dine ebøger og kan ændre, rette, aktivere, deaktivere, uploade og slette dine ebøger lige så mange gange du har lyst.
- Der er ingen klausul om at du kun må sælge din ebog via Saxo. Du kan stadig sælge fra din egen hjemmeside/blog/webshop eller fra en af Saxo's konkurrenter.
- Dit optjente beløb udbetales månedligt, hvis du har solgt for over 100 kr. Det kræver således ikke at få solgt særligt mange ebøger, før du kan begynde at nyde frugterne af dit arbejde.
Der er dog også nogle ulemper ved at bruge andres platforme, såsom Saxo.
- Du kan ikke split-teste dine salgssider.
- Du får ikke (direkte) mulighed for at samle kundeoplysninger sammen, f.eks. i form af en emailadresse-tilmelding til dit nyhedsbrev, sammen med bestilling af din ebog.
- Din ebog bliver én blandt mange andre, hvilket kan presse prisen nedad.
Hvis du vil se hvordan salgsprocessen fungerer på Saxo, kan du bestille nogle af deres gratis ebøger. Jeg har selv en lille, gratis ebog på Saxo, som handler om at skabe, markedsføre og sælge sit eget informationsprodukt.
Når jeg sælger mine ebøger via min egen webshop, er det blot i ren PDF-format. Jeg gør ikke det store ud af at kopisikre dem, da det hurtigt bliver besværligt for kunderne at åbne og læse ebøgerne. Det skal dog retfærdigvis fortælles, at jeg i øjeblikket sælger mine ebøger for 99 kr. eller mindre.
Hvis jeg, som Martin Thorborg, solgte en ebog til 1.875 kr. (www.e-pusher.dk), kunne det dog godt være jeg ville følge i hans fodspor og indsætte kundens navn på alle sider i ebogen, da den er mere i farezonen for at blive piratkopieret. Men en ebog i den lavere ende af prisskalaen vil jeg ikke gøre noget specielt ved.
Jeg har skrevet en artikel om hvorfor du ikke skal være bange for uretmæssig kopiering af din ebog på Informationsprodukter.dk, hvor du også finde en del andre artikler om at skrive og sælge ebøger. Endnu flere tips finder du også på min Facebookside om informationsprodukter.