Andre med knuder i maven?

Hej Alle,

Gennem et par måneder har jeg puslet med tanken, og er nu nået dertil, at jeg er ved at tage den store beslutning om at gå solo. Jeg har god erfaring med drift at virksomhed og har siddet som højre hånd i en mindre virksomhed de sidste mange år. For et par år siden besluttede jeg at lave en go-around, og valgte at tage en udddannelse i en ny branche, som jeg følte var mere mit hjerteblod. Desværre er det en branche, der er præget af lave avancer/underskud, lave lønninger og store risici, og branchen har som mange andre taget nogle gevaldige konjunktur-smæk. (Heldigvis er jeg knald'go til lean og resourcestyring.) Samtidig er det en ny branche for mig, med mange ukendte vover og gamle rotter, og mit netværk er stadig yderst mangelfyldt.

Problemet er at jeg simpelthen ikke orker en årrække på bunden af fødekæden, når jeg nu er vant til i ret stort omfang at være min egen nærmeste og tage de beslutninger, der var nødvendige, og har en økonomisk/salgsmæssig udddannelse der matcher min erfaring. Men jeg bliver nyuddanet og uden brancheerfaring, og så er det jo svært at retfærdiggøre, at jeg IKKE skal starte fra scratch, til en løn langt under min vanlige og uden kontakt til de ting jeg er rigtig god til. Jeg ved godt, at jeg måske burde have taget stilling til de her ting INDEN jeg valgte at skifte branche, men der er en del ting som er svære at få indblik i, når man står udenfor på dørtrinet og kigger ind, og jeg føler stadig, at jeg har fundet min rette hylde.

Derfor går jeg nu og overvejer, om jeg skal trodse alle odds, og flyve solo. Jeg synes, jeg har fundet et markant hul i markedet, og mener at have et fornuftigt forretninggrundlag. Men føj, det er en stor beslutning, og jeg går simpelthen rundt med den største knude i maven disse dage. Jeg har god tid til at gøre tingene stille og roligt, og på alle andre områder, har jeg et godt netværk. Investeringsmæssigt er der en del udfordringer, men ikke noget der ikke kan løses. Det primære problem er, at jeg har svært ved at få en tilfredstillende lønsomhed, når jeg sidder og leger realistisk med tallene. - Og så skal jeg i øvrigt være min egen alting, og det giver da også nogle hovedbrud at skulle have SÅ mange kasketter på, når der nu knap og nap er løn én, selv med et fornuftigt salg/

Så hvad gør en klog?

det lyder alligevel lidt som om du allerede har bestemt dig for at tage springet

Det havde selvfølgeligt været dejligt hvis du kunne køre dette sideløbende med alm. job, men det er der ikke mulighed for ? , for på den måde at hjælpe økonomien , samtidig med du får prøvet dine ideer.

Mht. tiden man bruger, og de mange udfordringer, har det med at løse sig hen ad vejen + det er noget helt andet når det er for dig selv du bruger tiden - føles ikke så slemt. Men ikke begynd at regne på timeløn de første mange måneder....

Men som Anders også skriver - opbakning hjemmefra er et must.

MVH

jesper

www.sliknet.dk

Hej høj puls (jeg håber du får pulsen lidt ned),

Jeg kender udemærket til din følelse - jeg havde den da jeg to springet i 2003 fra et særdeles vellønnet job til ingenting og uden sikkerhedsnet.  Det har til tider været en hård kamp og ind i mellem har jeg følt, at jeg kæmpede mod alt og alle, men når jeg ser tilbage har det været det hele værd - også igennem de allerværste tider. Jeg har vundet stort set alle de hårde kampe og er blevet lidt stærkere hver gang.

At du ikke ønsker at starte i bunden af fødekæden forstår jeg godt - det er også et møgirriterende sted at være (I've been there), og det tror jeg såmænd heller ikke du behøver. Det handler i virkeligheden bare om at sikre, at du har likviditet nok til at starte lidt højere oppe og sikre at du (mindst) kam blive der, men kampen om kunderne kommer du næppe uden om.

Hvis du mener at have fundet et hul i det marked du vil begive dig ud i, så gør det inden andre lukker hullet for næsen af dig - ellers vil du sikkert fortryde det resten af dit liv. Knuden i maven er et sundhedstegn der vil sikre, at du arbejder målrettet mod dit mål og så længe du bibeholder gejsten (jeg kan, jeg vil, jeg gør), så kan hver dag kun blive en succes - især hvis du opdeler dine overordnede mål i mindre sejre som du løbende kan fejre.

Sidst, men ikke mindst vil jeg selvfølgelig sige, at en forudsætning for succes er at du har "ro i baglandet" - altså at din kone/kæreste er indforstået med at du dedikerer meget at din tid med dit nye projekt. Det var en af de fejl jeg lavede fra starten og som det tog nogle år (og en del energi) at få rettet op på.

1) Baglandet er i orden: Tror han er ligeså skræmt som mig, men udover at han bakker mig op, er han er superirriterende og stiller alle de gode spørgsmål. Ikke mindst er vi jo fælles om økonomi-delen i opstartsfasen, selv om jeg kommer til at skulle ud og skaffe kapital på et senere tidspunkt.

2) Det er muligt at jeg kan køre det ved siden af et deltidsarbejde, men det er lidt svært at se, hvor jeg står til den tid. Indtil videre har jeg et år med 30 timers undervisning (SU - Jubii) og masser af fritid til at få opstartsfasen på plads. 

3) Det sjove er faktisk at jeg forlader konsulentbrancen og kaster mig over produktion. :-) Det er den retrograde løn-kalkyle, der er ved at tage livet af mig, fordi jeg, i forhold til konsulentbranchen, skal oparbejde en meget større omsætning for at have min løn hjemme ift. enhedsavancen og samtidig løber en meget større kapitalrisiko.

4) Jeg har som sagt en del erfaring og et godt netværk omkring virksomhedsdrift og er selv salg/regnskabsuddannet, bare i konsulentbranchen. Det er alle produktionsdetaljerne, der driver mig til vanvid, specielt fordi størstedelen af produktionen forgår i østen, og der er en del risici forbundet med det omkring kvalitet- og leveringssikkerhed. Jeg havde midt i vadestedet et år i en produktionsvirksomhed, hvor jeg sad med lager/fragt, og eksportkoordinering, så jeg har endda gode forbindelser omkring logistikken. Så hvis bare de leverer mine varer fejfri og til tiden, så er jeg langt, da produktionen for størstedelens vedkommende er ordrestyret udover proto'er/salgsprøver.

Problemer er at selv om jeg arbejder intensivt med CMA (cover my ass), så har kineserne INGEN penge, så der er en vis forudbetaling forbundet med produktionsopstart. Hvis der så går noget galt, så er både råvarer, penge og kundegoodwill tabt, fordi det kvalitet og leveringsikkerhed er alfa og omga for både det nuværende og fremtidige salg. Jeg er i marken lige nu for at finde en valid leverandør, men det er rigtigt svært fordi der er så mange kinesiske producenter, der alle lover at gøre det bedre og billigere end den næste fyr, og herhjemme vil alle gerne anbefale netop deres leverandør. Jeg planlægger en tur til Hong Kong i løbet af efteråret, men det føles lidt ligesom at købe en billet til ingenmandsland

En sidste detalje er så om produktet holder på markedet. Jeg kan desværre se, at jeg risikerer at få hel skidtet tilbage i hovedet, hvis det ikke sælger. Omvendt, hvis det sker, så var produktet slet ikke levedygtigt til at starte med. Jeg planlægger at tage en del proto'er hjem og får dem testet på markedet for at minimere den risiko bare lidt. 

Jeg er rigtig glad for jeres feed-back. Det demonstrerer at jeg faktisk har meget godt styr på en del detaljer omkring virksomhedsopbygning, forretningsplan, salgsstrategi m.m. Samtidig fik jeg afdækket præcis hvad der er min reelle bekymring: Selve produktionen og salgsbudgettet.

Jeg har besluttet at lave en tidsplan for hvornår de forskellige detaljer skal være på plads. Så tager vi den derfra.

Andre gode råd?

Hvis penge havde været vigtigst, var du nok ikke hoppet på SU vel?

Har I ikke bygget økonomien op til at kunne klare jer for lidt?

Ellers så se at få det gjort, for som skrevet har du jo besluttet dig allerede - og manden.. Han tænker forhåbentlig på din og forholdets lykketilstand, før mængden af tilkøb og gejl.

Kan du ikke smutte til en rigtig vejleder, fortælle vedkommende hele situationen og få styr på om du går i bundløs gæld resten af livet?