Hej Aminoer.
Jeg har en I/S virksomhed, hvor en af medejerne i en periode har arbejdet som konsulent ude i en anden virksomhed. Her har han dagligt købt frokost ude sammen med de ansatte i denne virksomhed, og så skulle alle betale deres andel af regningen. Virksomheden lagde ud, og så ville de lave en opgørelse på et senere tidspunkt.
Det skal siges, at vi har haft store problemer med at få denne virksomhed til at betale sine regninger, og det hele endte i et frivilligt forlig, der først blev betalt lige inden fogedretten kom på banen.
Virksomheden ønskede til sidst at lave en slutafregning på det frivillige forlig, hvor de ville trække omkring 3.000 DKK fra for mad til konsulenten. Jeg informerede om, at dette ikke kunne lade sig gøre, men at de blot kunne sende en faktura, så skulle vi selvfølgelig nok betale.
Så skriver virksomheden pludselig, at beløbet er ekskl. moms, og at moms derfor vil blive lagt oven i. Her mener jeg personligt, at man forsøger at snyde os, hvilket jeg også bliver bekræftet i senere.
Jeg skriver tilbage, at dette undrer mig, da dette ikke fremgik, da virksomheden ønskede at modregne maden i det frivillige forlig. Virksomheden skriver nu at de vil ændre faktura til et udlæg, så vi slipper for momsregnskab. Vi laver momsregnskab hvert kvartal, og skal derfor også bogføre denne faktura/udlæg. Sammen med denne oplysning modtager jeg en oversigt over, hvad der er blevet spist for af konsulenten, og overskriften på beløbsrækken er ”Beløb inkl. moms”. Summen af denne beløbsrække er på omkring de 3.000 DKK. Dette pointerer jeg for virksomheden, og de skriver tilbage, at for dem er dette et udlæg der ikke indgår i deres momsregnskab, og derfor fremgår moms ikke af fakturaen for udlægget.
Hvad er det korrekte i denne sag?
Jeg mener selv, at der skal sendes en faktura på udlæg til os, hvor man kan se hvad der er moms m.m., og så skal der være bilag i form af regninger for maden.
Og så kan jeg trække 25 % af momsen fra.
Han vil ikke lave en faktura for udlæg, hvor jeg kan se momsen, og han vil ikke sende mig en kopi af regningerne.
Hvad gør jeg nu?
På forhånd tak for hjælpen
Med venlig hilsen
H&B |
Hej!
Jeg mener ikke, at du kan trække momsen fra, idet der er tale om et personalegode i form af
naturalaflønning.
Derimod har du fuld fradrag for udgiften rent skattemæssigt.